Nacra 17-team opløst
Jacob Dannefer udtræder af Nacra 17-samarbejdet med Anne-Line Lyngsøe. Anne-Line fortsætter med 49er-sejler Søren Kristensen.
Jacob Dannefer skriver på Teamets facebook-profil:
Jeg har valgt at stoppe med at sejle Nacra 17. Det er ikke på grund af dårligt samarbejde i båden, manglende timer, manglende lyst, etc. Det er et økonomisk spørgsmål. Som studerende med arbejde, var det ikke muligt jeg kunne forsætte driften ved at betale størstedelen af udgifterne selv.
Med en uddannelse som tager udgangspunkt i regnskab og økonomi, kunne jeg ikke lade min private økonomi gå ned. Derfor var jeg nødt til at træffe beslutningen om, at stoppe med at sejle Nacra 17. En beslutning som ikke har været nem.
Anne-Line og jeg var first movers i Danmark mht. køb af båd og at sejle Nacra 17. En masse fede timer er blevet lagt i båden sammen med Anne-Line i Danmark og i udlandet. Det er noget jeg på intet tidspunkt fortryder. Mit år 2013 har været superspændende mht. sejlads.
Fortsætter som træner
Nu skal den kommende tid bruges på mit cand. merc. aud.-studie som jeg gerne skulle slutte sommeren 2015. Derudover har jeg stadig stor berøringsflade med sejlsport som klassekoordinator og klassetræner for Zoom 8 klassen. Derudover er vi, i Fredericia Sejlklub, i gang med at bygge sejlklubben op igen med nye sejlere.
Tak til alle som har fulgt os og støttet os.
Anne-Line fortsætter med Søren Kristensen
Anne-Line fortsætter træningen i Nacra 17. I første omgang med et trænings- og stævneophold Miami, Florida i januar-februar, fulgt op af et trænings- og stævneophold på Mallorca. På begge ture får Anne-Line følgeskab af Søren Kristensen, der i sæsonen 2013 har sejlet med Tobias Hemdorf.