Gå til hoved-indhold
Presset 49er efter protest fra Nathan Outerridge: Peter Lang, Kristian Kjærgaard og Jonas Warrer gennemgår tractrac før protest de tabte. Foto: Troels LykkeKapsejlads
Se video med Ida og Marie.

Træner efter 49er VM: Vi kan ikke være tilfredse

Landstræner for 49erne, Peter Hansen, havde forventet et bedre VM-udbytte end to syvendepladser. Sportschef Kommenterer Warrer-disk, der også kostede under EM. Se også indslag fra OnSport.

Af Troels Lykke |

Danmark var eneste nation med hele fire både i guldfelterne ved VM i 49er og 49erFX i Marseille. Tre af dem havde gode medaljechancer før søndagens finalesejladser – men de måtte alle tre nøjes med tilskuerrollen, da medaljerne sidst på dagen blev uddelt i den store sejlerlounge ud for slæbestedet på havnen.

”Jeg er skuffet over resultatet. Både hos drengene og pigerne havde vi potentiale til mere, end slutstillingen fortæller. På positivsiden tæller, at vi har fået en masse ny viden, som vi kan med videre herfra,” siger skiff-landstræner Peter Hansen.

Se minbaad.dks galleri fra VM

Dansk Sejlunions sportschef Thomas Jacobsen er enig:

”I hvert fald et par af besætningerne havde jeg forventet at se tættere på medaljerne. Vi har virkelig satset på at være godt forberedte, så vi er nødt til at være lidt skuffede over, at vi ikke fik mere ud af det,” siger han.

I 49er sluttede Allan Nørregaard og Anders Thomsen på en syvendeplads – efter at have ligget nummer fire før de tre finalesejladser. Jonas Warrer og Peter Lang lå helt fremme i begyndelsen af stævnet, men en tabt protestsag sendte dem nogle trin ned af rangstigen, og de kom aldrig tilbage.

Aggressive Warrer og Lang

”Jonas og Peter er begge to aggressive sejlere, hvilket jeg som udgangspunkt godt kan lide,” siger Peter Hansen i en meddelelse fra Dansk Sejlunions pressechef Flemming Østergaard Pedersen, der var med under VM.

”Det er nok ikke tilfældigt, at det lige er dem, der havner i en protestsag – det skete også ved EM (hvor de ligeledes blev diskvalificeret, red.). Men det koster for meget. Vi må se på, om det er deres sejlads, der skal justeres, eller om vi skal håndtere protestbehandlinger på en anden måde fremadrettet,” siger landstræneren, der også peger på, at de danske bådes trim i let luft ikke var lige så skarpt som konkurrenternes.      

I 49erFX var europamestrene Ida Marie Baad Nielsen og Marie Thusgaard Olsen med i en uhyre tæt medaljekamp indtil allersidste sejlads, hvor en uheldig topmærkerunding sendte den ned i feltet – for til slut at ende på en samlet syvendeplads. Jena Mai Hansen og Katja Salskov-Iversen sluttede som nummer ti.

Kvinderne manglede fart i let vind

”Vores FX-besætninger manglede fart i let vind. Både på kryds og læns. Det så vi tydeligt – og det skal vi helt klart arbejde mere med,” siger Peter Hansen.

Fire besætninger i guldfelterne svarer til, hvad han på forhånd havde forventet. Samtidig havde han håbet at se flere af de øvrige besætninger længere fremme.

Hverken brødrene Lübeck eller Jonathan Bay/Christopher Thorsell nåede med i top-25. Og i 49erFX var besætningerne med Lin Ea Cenholt/Line Just og søstrene Schütt begge hårdt ramt af vejrforholdene.

”Vi havde let luft i 20 ud af 23 sejladser. For Marseille-området var det en usædvanlig stille uge. I mere normale forhold havde vi uden tvivl klaret os bedre. På den anden side må vi også konstatere, at nogle af vores konkurrenter var hurtige både i blæst og i let luft,” siger Peter Hansen.

Her springer især new zealænderne i øjnene. Kiwierne vandt guld i begge klasser foruden sølv hos herrerne. En magtdemonstration, der imponerer Peter Hansen – og som han skal i gang med at analysere nærmere. 

VM var 49ernes sidste større stævne i 2013. Om et år fra nu sejles VM for alle ti OL-klasser i spanske Santander. Her er der også nationspladser til OL 2016 på højkant.   

Danske VM-placeringer
49er
7.   Allan Nørregaard/Anders Thomsen
9.   Jonas Warrer/Peter Lang
28. Mads Emil og Christian Peter Lübeck
46. Jonathan Bay/Christopher Thorsell
58. Tobias Hemdorff/Søren Kristensen
49erFX
7.   Ida Marie Baad Nielsen/Marie Thusgaard Olsen
10. Jena Mai Hansen/Katja Salskov-Iversen
23. Maiken og Anne-Julie Foght Schütt
35. Lin Ea Cenholt/Line Just

Katja og Jena kigger forbereder sig mod protest mod dem. Efter minbaad.dks opfattelse manglede der i Marseille en regelkyndig, der kunne hjælpe danskerne. Fotos: Troels Lykke

Presset 49er efter protest fra Nathan Outerridge: Peter Lang, Kristian Kjærgaard og Jonas Warrer gennemgår tractrac før protest de tabte.

Peter Hansen så vi kun vred under VM og det var da dommerne startede en hel dag i under 6 knobs vind. En grænse som ISAF har sat som minimumsvind under internationale mesterskaber.

content-loader
content-loader
content-loader