Gå til hoved-indhold
Ida Marie, tv., læser erhvervsøkonomi på Aarhus Universitet, mens Marie læser 3. g i Risskov. Her hædres de på Mallorca efter sejr.Kapsejlads
Ida Marie, tv., læser erhvervsøkonomi på Aarhus Universitet, mens Marie læser 3. g i Risskov. Her hædres de på Mallorca efter sejr. De vandt den største pokal fordi holdet havde færrest point blandt samtlige klasser. Foto: Jesus Renedo

Mallorca-vindere i 49erFX er økonomisk belastet

Sejr uden glamour. Godt nok blev Ida Marie Baad og Marie Thusgaard Olsen fejret på et slot efter World Cup-sejr, men de to studerende har selv investeret i en 49erFX til 140.000 kr.

Af Troels Lykke |

De to studerende har sejlet sammen i syv år, hvor de har præsteret fire guldmedaljer i 49ernens lillesøster, 29ereren, nu slår de allerede igennem i den olympiske 49erFX, men det er ikke kun glamour at sejle OL-sejlads.

Således har sejlerne selv måtte anskaffe deres jolle til en pris af 140.000 kroner og indtil videre får de kun 54.000 kroner om året fra Team Danmark og Dansk Sejlunion, men deres udgifter overstiger langt det beløb.

Kæntring koster 11.000 kroner

De modtager dog også grejhjælp af Dansk Sejlunion, men fx koster bådens kæntring, hvor masten knækkede på vej ud af havnen, omtrent 11.000 kr. for Ida og Marie, da en topmast i kulfiber ikke kan forsikres.

De to sejlere var på en fem ugers rejse til New Zeland for at træne i januar og februar. Noget de selv betalte.

- Men vi kunne bo hos newzealænderne, som blev nummer to i stævnet her på Mallorca, siger Ida Marie Baad til Århus Stiftstidende, som minbaad.dks redaktør nu skriver sejlsport for.

Ida tog i øvrigt en skriftlig universitetseksamen i matematik, mens hun var i New Zealand.

EM afgør støtte til VM

Holdets mål i år er EM, der sejles i Aarhus i starten af juli, mens VM sejles i Marseille, Frankrig, til september.

Og der skal præsteres hvis Team Danmark og Dansk Sejlunion skal åbne mere op for pengekassen. Bliver den jyske duo blandt de tre bedste danske kvindelige hold ved EM, så lover sportchef Thomas Jacobsen, at tur og ophold ved VM bliver betalt.

- Så det satser vi meget på. Vi håber at blive i top 8 til VM, siger Ida Marie Baad. Et resultat, som vil få Team Danmark til at åbne den store pengepung overfor holdet.

Sportschef roser Århus Sejlklub

Sportschef Thomas Jacobsen er naturligvis tilfreds med Baad og Olsens resultat.

- Men det undrer mig ikke de vinder, jeg regnede da med at de ville være fremme, for Ida og Marie er velforberedte, de sejler ud på banen i tide og de er i balance og går ikke i opløsning, hvis de taber, man kan vel sige at de er meget jyske, siger sportschefen til Århus Stiftstidende.

Kvindernes klub og trænere får også et par rosende ord med på vejen.

- Det er da en stor cadeau til Århus Sejlklub og Finn ’Beton’ Jensen, der til dagligt pisker gode træningsvaner ind i sejlerne.

Landstræner i 49er, Peter Hansen, og hjælpetræner Peter Krüger får også ros med på vejen af sejlerne, der især har modtaget teknisk hjælp på Mallorca.

De kvindelige 49erFX-hold får det samme i støtte indtil videre, men kun de tre bedste ved EM i Aarhus til juli får betalt deltagelse ved VM i Marseille i september, forklarer sportschef Thomas Jacobsen. Foto: Jesus Renedo

Jena Mai Hansen og Katja Salskov-Iversen fra Kongelig Dansk Yachtklub og Yachtklubben Furesøen ses her efter de fik bronze på Mallorca. - De to sejlere er meget talentfulde, siger Thomas Jacobsen om det sjællandske hold. Foto: Facebook

49erFX - 31 både, slutstilling, World Cup på Mallorca
1 Ida Marie Baad/Marie Thusgaard Olsen - Århus Sejlklub
3 Jena Mai Hansen/Katja Salskov-Iversen - Kongelig Dansk Yachtklub/Yachtklubben Furesøen
14 Maiken Schütt/Anne-Julie Schütt - Horsens Sejlklub/Århus Sejlklub
28 Lin Ea Cenholt Christiansen/Line Emsvang - Århus Sejlklub
29 Laura Konitzer (GER)/Louise Christensen - Kongelig Dansk Yachtklub

content-loader
content-loader
content-loader