Gå til hoved-indhold
Havne
I maj var der 111 ledige bådpladser i Fredericia Lystbådehavn efter at den var renoveret og udvidet. Foto: FFT

Den nye Fredericia Lystbådehavn undgår konkurs

Foreningen Fredericia Lystbådehavn har med Fredericia Motorbådsklub og Fredericia Sejlklub indgået en ny aftale med Assosiated Danish Ports, der ved årsskiftet overtager driften af lystbådehavnen.

Af Troels Lykke |

En konkurs var faretruende tæt på i Fredericia Lystbådehavn, men nu lysner det på Jesper Banksvej 7, kan man læse i Lokalavisen i Fredericia.

"Med aftalen har vi fjernet usikkerheden omkring driften af lystbådehavnen. Vi kender rammerne, og nu skal vi lystsejlere sammen med ADP fylde rammerne ud og skabe tryghed for fremtiden. Og med en ny og moderne lystbådehavn har vi alle muligheder for at skabe et aktivt foreningsliv med udgangspunkt i det nye havnehus, som snart ser dagens lys," siger John Middelboe, FFL, i forbindelse med indgåelsen af den nye aftale.

"Vores seniorer får plads til deres onsdagsfrokost, og fiskerne får plads til deres grej. Vi får plads til udvikling af vores dygtige ungdomssejlere, som er fremtidens lystsejlere, og så ser vi ikke mindst frem til at kunne byde både gæstesejlere og byens borgere velkommen på Fredericia Lystbådehavn."

Læs også: Lystbådehavn risikerer konkurs

Aftalen rummer et vigtigt element omkring en frivillig arbejdsindsats fra lystsejlernes side, og der bliver nedsat et brugerudvalg.

"Lystsejlere er aktive mennesker med holdninger og meninger, så vi sætter pris på at blive inddraget i dagligdagen såvel som den fremtidige udvikling. Det kunne være områder som disponering af bådpladser, foreningsliv, netværksmøder og ikke mindst alle de aktiviteter, som gør en lystbådehavn levende eks. standerhejsning, kapsejlads og ”Havnens Dag”," siger John Middelboe.

Bestyrelsesformand for ADP, Arne Tirsgaard, er tilfreds med den nye aftale.

"For den enkelte bådejer har spørgsmålet omkring økonomien sikkert også fyldt meget, og det er vigtigt for mig at understrege, at lejen på bådpladser på Fredericia Lystbådehavn vil være på niveau med de øvrige lystbådehavne i Lillebælt-området."

Kilde: Lokalavisen

content-loader
content-loader
content-loader