Bekking om Volvo Ocean Race: Fantastisk for Holland
Bouwe Bekking forklarer lidt om at være med i Volvo Ocean Race igen. Holdet skal nu sættes. På Bahamas til Starsejlads talte vi med en hollandsk Finnjolle-sejler, der gerne vil med Bekking.
Pieter-Jan Postma fra Holland var utrolig tæt på at vinde OL i Finnjolle foran Jonas Høgh-Christensen og Ben Ainslie, hvis det ikke lige var at han fik en straf af en newzealandsk modstander i medal race i Weymouth 2012.
Vi mødte den utroligt vellidte og sympatiske Finnjolle-sejler på Bahamas i sidste uge hvor han sejlede med i Star Sailors League og blev sidst blandt de 18 hold, men det er ingen skam, når man er ny i Starbåds-klassen.
Den høje Pieter-Jan Postma fortalte til minbaad.dk, at han håber og regner med at sejle med i Volvo Ocean Race med Bouwe Bekking på det hollandske hold, som han skal møde i nær fremtid.
De to sejlere Ben Ainslie og Jonas Høgh-Christensen lå på et tidspunkt 9 og 10 i medal race ved OL, mens Pieter-Jan Postma førte. - Hvis jeg ikke havde fået straffen og vundet sejladsen havde jeg fået guld, i stedet for en 4. plads, siger den hollandske sejler, der også vil sejle OL i 2016 i Finnjolle.