Gå til hoved-indhold
En veloplagt Jørgen Svendsen i fin stil til stævne i Tyskland i 2012. ArkivfotoKapsejlads
En veloplagt Jørgen Svendsen i fin stil til stævne i Tyskland i 2012. Arkivfoto

Megastort deltagerantal til NM for OK-jolle

Nordisk Mesterskab for OK-joller ved Herslev Strand, der starter d. 31. maj har nu 72 deltagere. Herslev Strand Sejlklub har sat alle sejl til, for at give sejlerne et godt stævne.

Af katrine bertelsen |

For to år siden var der ikke én OK-jolle på jollepladsen i Herslev Strand Sejlklub, men i løbet af bare to sæsoner er ”flåden” af OK joller i Herslev vokset til en af Danmarks største. Således er der nu knap 20 OK joller hjemmehørende i Herslev Strand Sejlklub.

Den voksende skare af OK joller i Herslev Strand Sejlklub, er naturligvis årsagen til at Herslev Strand Sejlklub har ”budt ind” på dette Nordiske Mesterskab. Dansk OK jolle klub, der er specialklubben for denne jolletype, takkede ”ja tak” til Herslev Strand Sejlklub for næsten et år siden.

Siden da har planlægningen været i fuld gang, hvor en gruppe af ”ildsjæle” har arbejdet med at få arrangementet på benene. Ligeledes er der arbejdet for at få opbakning fra lokale sponsorer til stævnet, så økonomien i stævnet kunne hænge sammen.

30 frivillige

Under selve stævnet regner Herslev Strand Sejlklub med at involvere op mod 30 frivillige fra sejlklubben til at holde stævnet. Der skal bruges frivillige hjælpere både på land og til vands. Der er god og lang tradition for frivillig indsats i Herslev Strand Sejlklub, så det har ikke været noget problem at finde de frivillige kræfter, der skal til for at afholde et Nordisk Mesterskab.

Allerede nu er der mange tilmeldte fra Danmark, Sverige, Tyskland, Norge. Herslev Strand Sejlklub forventer ca. 60 OK joller på startlinien, når først startskuddet for de Nordiske Mesterskaber for OK joller lyder den 1. juni.

Hård kamp om titlen

At kampen om titlen som Nordisk Mester bliver hård er der ingen tvivl om, idet både sejlere som Jørgen Svendsen (nr. 1 på verdensranglisten), Stefan Myralf, Bo Petersen og Jørgen Lindhardsen alle har vist gennem sidste og denne sæson at ”alt kan ske”... Sidste års vinder af NM, svenske Thomas Hansson-Mild er også med, for at forsvare titlen fra sidste år, så spændingen vil helt sikkert først blive udløst i de sidste sejladser.

Besøg hos Herslev Bryghus

Ok jolle sejlerne starter med registrering og måling samt et besøg hos Herslev Bryghus om fredagen. Om aftenen er der en uformel middag, med velkomst ved stævneleder Henry Søndergaard fra Herslev Strand Sejlklub. Lørdag starter sejladserne med efterfølgende ”moleøl” og festmiddag om aftenen. Søndag fortsætter sejladserne frem til præmieoverrækkelse, hvor det allerede nu kan garanteres, at alle kommer hjem med en gave fra stævnets velvillige sponsorer. Stævnet afholdes i højeste sportslige ånd med en god ”sjat” sociale arrangementer – lige i ”OK ånden”.

Du kan se deltagerliste og meget mere på Herslev Strand Sejlklubs hjemmeside.

Om OK-jollen

OK Jollen er en ”enmandsjolle” der er konstrueret, af den nu afdøde bådekonstruktør Knud Olsen. Jollen er udbredt over hele verden, og der er så sent som i april 2013 sejlet VM i Thailand. I Europa er jollen udbredt i flere lande, og Danmark er en af de store nationer i denne jolletype. OK jollen er en fysisk krævende jolle at sejle, samtidig kræves der meget teknik for at få jollen til at sejle optimalt.

content-loader
content-loader
content-loader