Gå til hoved-indhold
Michael Hestbæk og Bjarke Johnsen havde mange gode råd til feltets 12 contendersejlere.Kapsejlads
Michael Hestbæk og Bjarke Johnsen havde mange gode råd til feltets 12 contendersejlere.

Contendertræning i tæt tåge med eksverdensmester

Både Bjarke Johnsen, tidligere Contender-verdensmester, og prof-sejleren Michael Hestbæk hjalp til i Hellerup fornylig. Jon Møgelhøj giver en rapport.

 

Af Troels Lykke |

I weekenden d. 13.-14. april var den danske contenderklasse samlet til sæsonopstartstræningslejr i Hellerup.

Med den tidligere verdensmester Bjarke Johnsen som træner blev formen pudset af frem mod den kommende kapsejladssæson. Det fortæller Skovshoved-sejler Jon Møgelhøj, DEN-1796.

Han fortæller videre.

Contenderfeltet fik fint besøg, da tidligere OL-deltager Michael Hestbæk lånte en jolle og sejlede med.

Den erfarne cirkushest(bæk) savnede åbenbart savsmuldet så meget, at der lige måtte en gang contendersejlads til for at dulme abstinenserne for trapezsejlads.

Vakuum

Lørdag var der blevet lovet vakuum i stedet for vind, men trods en lidt langsom start var der sejlvejr hele dagen, og dagen sluttede af med 6-8 m/s.

I følge vejrudsigterne skulle søndagen byde på det første spæde forår, men Øresund var nu mest præget af tågebanker, så tykke at selv på en kort bane kunne man misse layline, når topmærket forsvandt i tågen.

Heldigvis var vinden der, om end der ikke var meget af den fra morgenstunden.

Den forrige contendertræningslejr i oktober var henlagt til Roskilde Fjord, som har et stort contenderfelt, så på programmet var en også en lang lænsetur ud, som jo ikke var muligt på en smal fjord som Roskilde.

Trim og trapezteknik

På hjemturen fra Middelgrunden blev det lange krydsben brugt til at arbejde med trim og trapezteknik.

Et langt krydsben gav muligheden for at ”nørde” med brugen af kickenstrap, hvor både Michael Hestbæk og Bjarke Johnsen havde mange gode råd til feltets 12 contendersejlere.

Derudover blev det til en masse små sejladser på en kort bane, samt træning i skæringsbenene, hvor gummibåden blev brugt som slagmærke igen og igen og igen og…

På land blev der diskuteret trim og snakket om det forestående VM på Como-søen i Italien. Det store spørgsmål er om VM på Como kan slå rekorden fra VM på Garda i 2004 med 156 deltagere.

I 2013 er sæsonhøjdepunktet naturligvis VM, hvor danskerne Jesper Nielsen (3 til EM 2012) og Søren Andreasen (3 til VM 2012) må forventes at kunne blande sig helt i toppen af feltet, men også Sail Extreme, Keiler Woche og Aarhus Festuge er faste punkter i kalenderen.

 

content-loader
content-loader
content-loader