Gå til hoved-indhold
15 både deltog i DM i Gilleleje. Foto: cb66.dkKapsejlads
15 både deltog i DM i Gilleleje. Foto: cb66.dk

Fest i Gilleleje til DM for CB66

Favoritterne i DEN 164, Michael Casparij fra Hellerup Sejlklub tog medaljerne ved Hannes Snellman CB66 DS-DM 2013. Men svenskerne gav danskerne kamp til stregen.

Af katrine bertelsen |

Gilleleje Sejlklub satte i weekenden 16. - 18. august rammerne om Hannes Snellman CB66 DS-DM 2013.

Efter 17 intense sejladser i skiftende forhold var det Team Dirty Diana med Michael Casparij, Ulrik Andreasen og Simon Mørup-Petersen der kunne løfte trofæet og kalde sig for Danmarksmestre 2013.

Fredag morgen var det ellers Søren Pehrsson, Nikolaj Bjørnholm og Nils Bjerregaard i "Mænd der Elsker Kvinder", der lagde hårdest ud med tre førstepladser i stævnets tre første sejladser, og dermed fra første skud cementerede deres position blandt favoritterne til at vinde årets titel.

Efter at have fået rystet lidt af chokket og støvet af sig, fandt Dirty Diana igen rytmen og farten og med 5 sejladser i top 2 på første dagen, måtte Søren Pehrsson overlade teten til Michael Casparij. Klassens afgående formand, Mikkel West-Nørager lå efter førstedagen til at tage bronzemedaljerne i tæt kamp med Eigil Mølgaard.

Masser af strøm

Lørdag bød på svage vinde og stærk strøm, så alle sejlere havde noget at se til. Dette betød også at de fleste hold oplevede op- og nedture og det var ikke muligt at få gennemført mere end fire sejladser den dag. Team Dirty Diana havde en stærk dag og udbyggede føringen i den samlede stilling.

DMI havde lovet hård vind fra syd og regnbyger til stævnets sidste dag, og vejrguderne havde bestemt sig for at holde sig til forudsigelserne. Det lykkedes for baneledelsen, vha. benhård styring, at få 6 sejladser gennemført på stævnets sidste dag, og sejlerne havde trods regnen en fest med planeture i bygerne på mere end 18 knob. At plane med 18 knob, hængende i stropperne, med r…. i vandskorpen er noget alle sejlere skulle prøve!

Søren Pehrsson og team viste som vanligt styrke i den hårde vind, og havde inden sidste sejlads reduceret Dirty Dianas forspring til 5 point, men med en tredieplads i sidste sejlads kunne Michael Casparij og team fejre deres første officielle DS-DM i CB66 klassen. Holdet har tidligere i 2010 vundet klassemesterskabet.

Top tre til DM for CB66

GULD: DEN-164 - Michael Casparij, Ulrik Andreasen, Simon Mørup-Petersen, Hellerup Sejlklub

SØLV: DEN-155  - Søren Pehrsson, Nikolaj Bjørnholm, Nils Bjerregaard, Hellerup Sejlklub

BRONZE: DEN-39 - Mikkel West-Nørager, Mikkel Kidmose, Karsten Normand, Hellerup Sejlklub

Det var dog ikke udelukkende danskere i toppen. SWE-100 med Julia Wännerdal ved roret sejlede sig ind på en flot tredieplads, mens Anders Hellekant i SWE-124 snuppede femtepladsen i stævnet.

En kæmpestor tak fra CB66-klassens side skal lyde til Gilleleje Sejlklub.

Se den samlede resultatliste her (pdf).

Kilde: Pressemeddelelse, CB66-klassen

content-loader
content-loader
content-loader