Sådan trænede OL-sejlerne udfor Lundeborg
Dansk Sejlunion har vredet armen rundt på de fuldtidsprofessionelle sejlere Warrer og Lang. TV 2 Fyn kiggede forbi Oure-lejren med OL-sejlerne.
Både Jonas Warrer og Peter Lang fra 49eren er fuldtidsbetalte sejlere for Dansk Sejlunion og det er de blandt andet fordi de SKAL give deres viden videre til sejlere på vej mod verdenseliten, hvor de selv befinder sig.
Til TV 2 Fyn forklarer den danske sportschef:
- Fordi vi gerne vil tilføre noget kvalitet til talenterne, sådan så de kunne se på de bedste, hvordan gør man og lære fra dem, siger sportschef Thomas Jacobsen.
Men tvangen er ikke så slem, for sejlere som Peter Lang og Jonas Warrer er et nyt makkerpar, der begyndte at sejle sammen i februar, så timer på vandet er altafgørende.
Og så giver det også de bedste noget at lære fra sig, mener peter Lang:
- Det giver jo en eller andenden gejst til at blive ved, fordi der er nogle, der ser op til det man går og laver, og der er nogle, der tror på en. De kommer hen og siger, at det er alligevel godt gået, og så giver vi det tilbage, at vi siger til dem, at de skal blive ved, for så kan de også komme til at lave det, vi laver.
Input fra America's Cup
Desuden har det den fordel, når mange er samlet sammen, at der er råd til mere.
Derfor har Dansk Sejlunion allieret sig med en mand fra America's Cup, Kevin Hall, der er fløjet ind fra USA. Han giver foredrag og sparer med de enkelte sejlere, og det har de bedste især benyttet sig af, fortæller Thomas Jacobsen.
Peter Lang og Jonas Warrer giver gerne råd til de næste i fødekæden, men målet er at vinde OL-guld i Rio i 2016, og det er hele tiden det primære fokus.
- Vi bestræber os hele tiden på, lige at gøre det det der splitsekund hurtigere, så vi forhåbentlig ender på toppen, siger Jonas Warrer til TV 2 Fyn.