Gå til hoved-indhold
Se Warrer og Langs nye film. Peter Lang ses på billedet med OL-tatovering. Han er klar med Jonas Warrer. Foto: Troels LykkeKapsejlads
Se Warrer og Langs nye film. Peter Lang ses på billedet med OL-tatovering. Han er klar med Jonas Warrer. Foto: Troels Lykke
Kapsejlads
Kapsejlads
Kapsejlads

Fire danske hold kan tage medaljer ved 49er-VM

- Vi har umiddelbart fire både med medaljepotentiale - to i hver klasse, især hvis det blæser, siger sportschef Thomas Jacobsen om VM i Marseille. Se film med Warrer og Langs nye drone.

Af Troels Lykke |

Godt med blæst vil øge de dansk medaljemuligheder, siger Dansk Sejlunions sportschef, Thomas Jacobsen forud for VM i de olympiske bådklasser 49er og 49erFX. VM-stævnet begynder i dag tirsdag i Marseille, Frankrig.

Ni danske både er med, når årets VM i 49er og 49erFX i denne uge sejles ud for Marseille i Sydfrankrig. Bådene er fordelt på fem herrebesætninger og fire kvindelige.

Det skriver Dansk Sejlunion til pressen.

49er-klasserne er dansk sejlsports stærkeste kort i øjeblikket, og der er gode muligheder for at se de danske både blande sig helt fremme, vurderer Thomas Jacobsen, sportschef i Dansk Sejlunion.

"Vi har umiddelbart fire både med medaljepotentiale - to i hver klasse. Især, hvis vi får noget blæsevejr at sejle i, så er vi rigtigt stærke," siger han.

Følg bådene på 49er.org/

Middelhavsområdet er generelt kendetegnet med masser af let vind, dog afbrudt af de kolde  mistralvinde, der blæser ned fra Alperne og accelererer hele vejen gennem Rhone-dalen.

I let vind er alle næsten lige gode

"I let luft er der mange både, som er næsten lige gode. Når det blæser op, bliver forskellene mere tydelige, og vi har nogle både, der er rigtigt dygtige til at håndtere disse forhold. Derfor kigger vi spændt på vejrudsigterne for den kommende uge," siger Thomas Jacobsen og tilføjer, at meldingerne lige nu ikke tyder på optimalt "danskervejr" i Marseille.

"Vejret kan vi ikke påvirke. Men vi kan sørge for at være godt forberedte til stævnet - og dét er vi," fastslår sportschefen.

Hos kvinderne er det første gang overhovedet, der skal sejles om en VM-titel i den nye OL-klasse 49erFX. Danmark stiller med fire besætninger, heriblandt Ida Marie Baad Nielsen og Marie Thusgaard Olsen, der i juli vandt EM på hjemmebane i Aarhus. Ved samme stævne blev Jena Mai Hansen og Katja Salskov-Iversen nummer fire.

Thomas Jacobsen forventer, at begge besætninger vil gøre sig gældende ved VM.

"Dog skal vi huske på, at 49erFX er en ny klasse med en masse nydannede besætninger, som hele tiden forbedrer sig. Derfor er det på forhånd ekstra svært at vurdere styrkeforholdet i klassen," siger han.

I 49er-klassen har Danmark fem besætninger til start. Jonas Warrer og Peter Lang har siden deres opstart tidligere i år haft fokus rettet mod VM som årets helt store mål.

Ved EM i Aarhus blev de nummer fem, og nu har de haft yderligere et par måneder til at lære hinanden at kende.

Også Allan Nørregaard og Anders Thomsen er et godt bud på en dansk topplacering.

Mere end en mulig bronzemedalje for herrerne tør Thomas Jacobsen dog ikke håbe på for de danske både.

America's Cup-rorsmand og OL-guldvinder er favorit

"Både Australien og New Zealand deltager med deres topbesætninger (guld og sølv ved OL, red.), de må være klare favoritter. Lige efter kommer fem-seks besætninger, og her har vi de to," vurderer han.

Australierne Nathan Outteridge og Iain Jensen har domineret 49er-klassen de senere år med tre VM-titler og OL-guld i 2012. De deltog ikke ved EM i Aarhus, fordi Outteridge sejlede America's Cup på samme tid, men nu er de tilbage. New zealænderne Blair Tuke og Peter Burling vand OL-sølv i 2012, og i juli vandt de EM, der blev sejlet som et stævne åbent for ikke-europæiske både.

VM i Marseille begynder tirsdag og slutter på søndag den 29. september.

De danske besætninger ved VM er:

 49er
 Jonas Warrer/Peter Lang
 Allan Nørregaard/Anders Thomsen
 Mads Emil Lübeck/Christian Peter Lübeck
 Jonathan Bay/Christopher Thorsell
 Tobias Hemdorff/Søren Kristensen

 49erFX
 Ida Marie Baad Nielsen/Marie Thusgaard Olsen
 Jena Mai Hansen/Katja Salskov-Iversen
 Maiken Foght Schütt/Anne-Julie Foght Schütt
 Lin Ea Cenholt Christiansen/Line Just

 

content-loader
content-loader
content-loader