Kommentar: Er Americas Cup 2017 mest spændende?
Americas Cup 2013 vil måske huskes som et forsøg på at gøre sejlads til ekstremsport. Men måske får vi en spændende AC-finale mellem New Zealand og USA. Og bliver det AC 45ere fremover?
I dag kan Emirates Team New Zealand vinde den afgørende 8. sejlads i Louis Vuitton Cup, som er Americas Cup udtagelsen. Skulle det glippe, så er det "bedst af 13 sejladser" - så der er en del "matchbolde" tilbage for kiwierne.
Med andre ord - udfordreren til USA i Americas Cup 2013 er vist fundet, helt uden spænding på noget tidspunkt.
Den "italienske" Luna Rossa, sponseret af Prada og sejlet af et internationalt mandskab, har vundet én sejlads - det var den sejlads hvor Team New Zealand's batteri løb tør og de derfor var nødt til at få et nyt ombord for at undgå risiko for skader.
Hjælp under en sejlads er ulovligt, hvorfor det betød en disk. Da det nye batteri kom ombord startede New Zealand igen i en ny sejlads - som de vandt i vanlig suveræn stil.
De flotteste billeder er ikke spændende starter, matchrace-manøvrer, tætte mærkerundinger mellem de to både eller andet.
New Zealands "næsedyp" i en uheldig/mislykket mærkerunding, som vist nærmest kan betegnes som en solo-ulykke, da Luna Rossa var udgået af sejladsen er desværre det dramatiske og hidtil eneste højdepunkt i Louis Vuitton cup.
End ikke advokaterne har kunnet bidrage til mere sendetid på de store TV-kanaler - en strid om et amerikansk mini-vægteksperiment i AC45 er løst ved at amerikanerne har trukket sig den serien og givet vinder-æren videre til Luna Rossa.
Nedtoner penge og grej
Kort sagt, det ser ud til at Louis Vuitton Cup afgøres på penge, grej og held. Arrangørerne prøver at nedtone penge og grej, ved at beskrive hvordan det ene "uheld" efter det andet skyldes menneskelig fejl.
Set i deres optik så er bådtypen AC72 perfekt. Sandheden er måske imellem. Det er en kendsgerning at Team New Zealand, Americas Cup og sejlsporten var heldige i deres dramatiske næsedyp solouheld - hvis endnu et liv var gået tabt i den manøvre så havde det været fatalt på mere end én måde.
Americas Cup 2013 vil blive husket som et forsøg på at gøre sejlads til ekstremsport. Andrew Simpsons tragiske død vil for altid være en sort sky over eventen.
Der er gjort store tekniske fremskridt med bådene og især riggene. Der er endnu mere fremdrift med mediedækning af sejlsport, men er det lykkedes at gøre sejlport til en publikumssport? Næppe - der var/er god plads på den flotte mole som er indrettet til "Americas Cup Park" og dækningen i de store medier i USA og globalt må siges at være moderat.
Vi mangler det bedste: AC-finalen
Vi har stadig selve Americas Cup til september til gode. Team New Zealand har afsløret at de nu mestrer foiling også på kryds, d.v.s. at løfte båden ud af vandet og dermed opnå hastigheder der "løser" andre udfordringer som strøm på banen og forskelligt vindtryk hvis konkurrenten ikke foiler i samme grad.
Med andre ord, hvis de amerikanske forsvarere ikke har samme boathandling og evne til foling på kryds, så bliver New Zealand vinder.
Afgøres selve Americas Cup 2013 også på penge, grej og held? Det vil tiden vise. Meget tyder på at der mest spændende bliver Americas Cup 2017.