Oliver Ørting fra Præstø Sejlklub vinder NM i Optimistjolle
Efter en 4. plads til NM sidste år, lykkedes det 14-årige Oliver Ørting at sikre sig det nordiske mesterskab i år, 180 både deltog. Danske piger fik en sølvmedalje i holdsejlads.
Mesterskaberne blev afviklet af Vänersborg Sejlklub i Sverige med 180 sejlere fra seks lande i den forgangne uge. De danske optimistsejlere brugte tiden op til NM med et udbytterigt træningsforløb med 4 gode trænere.
Vejret var strålende og sejlerne fik 8 sejladser med høj sol, let vind og en enkelt dag med mellemluft. Hos drengene var der 3 danskere i top 10 der ellers var domineret af svenske sejler. Hos pigerne havde vi en dansker i top 10. Det fortæller Opti-mor, Meta Lier Hansen til minbaad.dk.
Suveræn vinder
14-årige Oliver Ørting førte alle tre dages sejladser og vandt dermed suverænt det nordiske mesterskab. Oliver er ikke kommet sovende til resultatet - flittig træning i vinterens løb har givet dette flotte resultat.
Ved samme stævne kæmpede - Josefine Rindom, Cecilie Amalie Tønder, Katerina Bjerre Knudsen, Signe Mathilde Norborg, Julie H. Ljungbeck sig til et flot sølvmedalje i holdsejlads.
Katerina Bjerre Knudsen blev endvidvidere bedste danske pige individuelt. Hun kom hjem med en flot 5. plads.

De danske Opti-piger fik sølv i holdsejlads.

