Gå til hoved-indhold
Udstyr
Den nye radio passer ikke, så der skal laves en plade at sætte den på.
Udstyr
Sidegevinst. Jeg fik nyt bryggers!

Ny bådejer: Der er meget at gøre

Som nybagt skibsreder er der mange ting der skal gøres, og som man skal sætte sig ind i. Men tingene går ikke altid helt let. Flere opgaver trænger sig på nu, hvor vinteren nærmer sig.

Af katrine bertelsen |

At købe båd har vidtrækkende konsekvenser. For det første skal man rydde op i bryggers, carport og pulterkammer, for at få plads til alt det, som ikke kan blive i båden om vinteren, og som ikke kan tåle frost.

Når ens hus ikke ligefrem er et slot, er det ligesom et puslespil, at få plads til det hele. Flytter man noget et sted, har det helt uoverskuelige konsekvenser mange andre steder. Så punkt ét var at få smidt ud, og få det elendige bryggers til at fungere. Nu har jeg jo kun boet her i 11 år, så det var måske på tide.

Operationen lykkedes, endelig har jeg fået pænt bryggers, til gengæld er det umuligt at få klemt bilen ind i carporten, før jeg har være en tur på genbrugsstationen.

Blondinekortet

Men så langt så godt. Nu er tiden kommet til båden, hvor motoren skal vinterkonserveres, vandtanken tømmes, og FM-radioen skal udskiftes med en der virker.

Jeg har været fristet til at trække blondinekortet, men Letmatros Erik Venøbo sidder i Bønnerup, og er gået i land for vinteren, og de fleste jeg kender er jollesejlere. Så blondinekortet er ikke i spil lige nu. Det er jo ikke uoverkommelige opgaver, så der er kun en vej: find selv ud af det! Og så har jeg jo i øvrigt heller aldrig været blondine...

Hvorfor skal der kølervæske på?

I min umådelige visdom kunne jeg ikke forstå, at en ferskvandskølet motor skal vinterkonserveres! Altså ... På en bil, er der jo kølervæske i køleren altid. Ikk? Så hvorfor hælde ny væske på en bådmotor?

Alt det, man ikke ved

Men fordelen ved at være nybagt skibsreder er, at man ved, at der kan skrives lange bøger om alt det, man ikke ved. Så jeg konsulterede min gode ven Torsten, gør-det-selv-mand på BådNyt. Han forklarede tålmodigt og venligt, at i en bil er køleren jo luftlølet (kølergrillen), i en båd må den jo nødvendigvis være saltvandskølet. Aha. Således oplyst, kunne jeg købe en dunk kølervæske og nu skal det så ”bare” fyldes på.

Om oliefilter og søvandsfilter (hedder det det?) skal skiftes nu eller til foråret ved jeg heller ikke, men så må jeg jo spørge (igen).

At tømme en vandtank

Vandtanken skal også tømmes. Det kan åbenbart gøres på to måder. Enten kan jeg med en stump vandslange – efter hævertprincippet – tømme tanken, eller tømme den via vandhanen. Men det har nu nok lange udsigter, da pumpen er manuel. Fint nok med en manuel pumpe, den larmer ikke, men det tager tid. Derefter skal selve pumpen tømmes, men den forrige ejer har vist mig, hvordan man gør. Så det går nok.

Radio med kassettespiller

FM-radioen er fra Ruder konges tid, meget autentisk med kassettebåndspille. Den virker bare ikke, og jeg har eksporteret kassettebåndene til de evige musikmarker for mange år siden. Så der blev investeret i en ny, der både kan spille CD’er og kobles til iPhonen.

Men da det langt om længe lykkedes at få vristet den gamle ud (sat i og justeret på plads med træklodser), viste det sig at den nye radio ikke passede helt i dimensioner, så der skal lige laves en alu-plade, den nye kan stå på. Og så er de gamle højttalerstik mm. fra min barndom. Så hvad nu? Kan man bare lodde de nye kabler på de gamle? Eller skal jeg også købe nye højttalere, for jeg ved faktisk ikke om de gamle virker?

Problemet er, at hver gang der er noget, koster det penge og tager tid. Og så er der jo også lige toilettet der skal tømmes og en ny kortplotter der skal installeres.

Grin bare

Jeg er fuld af fortrøstning, det hele løser sig nok. Det er jo banaliteter, og garvede bådejere er velkomne til at grine af mig! Men når i har grinet færdig, så kom lige forbi og giv et godt råd.

Måske jeg skulle tage lidt sejlerferie. Det hele er – af en eller anden grund – mere ukompliceret på vandet ...

content-loader
content-loader
content-loader