Gå til hoved-indhold
Naturfredningsforening og Dansk Ornitologisk Forening Nordvestjylland har talt for et totalt forbud mod surfaktiviteter på Vandet Sø.Kapsejlads
Naturfredningsforening og Dansk Ornitologisk Forening Nordvestjylland har talt for et totalt forbud mod surfaktiviteter på Vandet Sø.

Surfere fredes på Vandet Sø i Thy

En sag, som har pågået i over 10 år, har nu nået sin endelige afslutning. Windsurfere får fortsat lov til at surfe på Vandet Sø!

Af Troels Lykke |

10-årig lang sag endelig afsluttet.

Surfere bliver ofte betragtet som frie fugle. Det har dog ikke været tilfældet i Nordjylland, hvor surfere i regionen ”Cold Hawaii” i Thy har været begrænset i at windsurfe på Vandet Sø – et område, som er helt centralt for den lokale klubs ungdomsarbejde. Faktisk har surferne været en slags truet dyreart.

Gennem de seneste 10 år har der pågået en sag, hvor bl.a. Danmarks Naturfredningsforening og Dansk Ornitologisk Forening Nordvestjylland har talt for et totalt forbud mod surfaktiviteter på Vandet Sø. Det skriver Dansk Sejlunion på sejlsport.dk.

Regionens surfere med forankring i surfklubben NASA har sammen med Dansk Sejlunion og Danmarks Idrætsforbund arbejdet for et kompromis, hvor der tages hensyn til både natur og idræt, og det kompromis er nu blevet endeligt stadfæstet – et kompromis, som Friluftsrådet , Thisted Kommune og Naturstyrelsen bakkede op om til et stormøde under ledelse af Natur- og Miljøklagenævnet d. 17. september.

Stadfæstet kompromis

D. 17. september deltog Dansk Sejlunion og surfklubben NASA i Natur- og Miljøklagenævnets besigtigelse af fredningsområdet samt et efterfølgende stormøde med andre interesseorganisationer og lokale lodsejere.

Omdrejningspunktet for mødet var, at Danmarks Naturfredningsforening havde anket Fredningsnævnets afgørelse fra 2013, der tillod windsurfing i den sydøstligste tredjedel af Vandet Sø.

Danmarks Naturfredningsforening påklagede i anken af Fredningsnævnets afgørelse et ønske om totalt forbud mod windsurfing på hele søen med udgangspunkt i en fredningsbestemmelse dateret tilbage til 1977.

I Dansk Sejlunions optik har store dele af fredningssagen omkring Vandet Sø været i et fordrejet perspektiv, idet argumenterne for forbud mod surfaktiviteter ofte har omhandlet æstetik i naturen fremfor egentlig naturbeskyttelse. Denne antagelse findes der belæg for i en uvildig undersøgelse i publikationen ”Nationalpark Thy (2011): Friluftslivets påvirkning af Vandet Sø”.

Allerede 14 dage efter Natur- og Miljøklagenævnets besigtigelse af området og stormødet d. 17. september vedr. Danmarks Naturfredningsforenings anke har Natur- og Miljøklagenævnet i højeste ankeinstans d. 1. oktober stadfæstet den eksisterende bekendtgørelse. Det betyder, at windsurfing fortsat er tilladt i et afmærket område i den østligste tredjedel af Vandet Sø.

Tilmed har Natur- og Miljøklagenævnets afgørelse lagt op til en udvidelse/korrektion af området for windsurfere, så området giver windsurfing bedre muligheder i forhold til de dominerende vindretninger – et ønske som Dansk Sejlunion og surfklubben NASA fremførte i argumentationen for tilladelse af windsurfing på søen.

Ungdomsarbejde muligt igen

Surfklubben NASA og Dansk Sejlunion vil nu arbejde for, at windsurfing kun foregår i det tilladte område af Vandet Sø. En tilfreds formand for NASA, Stian Eide, fortæller:

”I surfklubben har vi hele tiden haft den holdning, at hvis det kunne påvises, at windsurfing laver skade på naturen og specielt truede dyrearter på Vandet Sø, ville vi slet ikke være der. En uvildig undersøgelse af søen har dog vist, at windsurfere ikke har nogen negativ påvirkning. Derfor er vi også glade for, at Natur- og Miljøklagenævnet i sidste ankeinstans har truffet en beslutning, som kommer alle involverede i sagen til gode."

"Det næste skridt for surfklubben er at samarbejde med Naturstyrelsen og Thisted Kommune om at få etableret parkeringsforhold og toiletfaciliteter, så vi kan få vores surfskole op at køre igen. Sagen er den, at vi siden 2010 ikke har kunnet lave klubarbejde med børn og unge inden for windsurfing, fordi sagen har trukket sådan i langdrag. Det har lagt vores surfskole helt ned. Nu har vi den endelige afgørelse, og vi glæder os til at komme i gang. Jeg mener, at der er en fælles opgave i at få sat skilte op, så surfere kun benytter den del af søen, hvor man må surfe. Den dialog skal vi også have med Naturstyrelsen og Thisted Kommune”, slutter Stian Eide.

Windsurferne skal nu ikke længere føle sig som jaget vildt på Vandet Sø. Næste skridt for windsurfing aktiviteterne på søen er således at få korrigeret det tilladte område for windsurfing, og at surfklubben NASA og evt.

Dansk Sejlunion kommer i dialog med Naturstyrelsen og Thisted Kommune om hensigtsmæssigt skiltning og ikke mindst etablering af faciliteter og parkeringsforhold.

content-loader
content-loader
content-loader