Gå til hoved-indhold
Især i starterne gik i sproglig fisk for teamet på Spirit of Nerina. Foto: Max RanchiKapsejlads
Især i starterne gik i sproglig fisk for teamet på Spirit of Nerina. Foto: Max Ranchi

”Una grande Casino” – Melges 32 på italiensk

Melges 32 i Italien blev lidt af en prøvelse for Jesper Radich. Sprogkundskaberne blev sat på en prøve, og de rakte desværre kun til en 11. plads i et felt med 16 deltagere.

Af katrine bertelsen |

Jesper Radich skriver:

Brugt på italiensk, om bord på en båd, med mere eller mindre oprevet stemmeføring betyder ”Una grande Casino”: Vi har ikke styr på vores dimser, vi må simpelthen tage os sammen. Desværre hørte jeg ”una grande casino” lidt for ofte om bord på min italienske båd ”Spirit of Nerina” i den forgange uge.

Top-prof

For når man sejler i Melges 32 klasse, er der bare ikke tid til slinger i valsen. Samtlige både sejles på virkeligt højt niveau, alle har top-professionelle sømænd om bord og bådene er forbilledligt godt velholdt og forberedt. Faktisk er det en hel fryd for øjet, at gå en tur på kajen en tidlig morgen i Talamone, ved det netop overståede Audi Melges 32 event 3, og se på bådene og hele setup’et. Toptunede race-både på række. Lækkert.

Men til tilbage til overskriften, for selvom vi egentlig sejlede ganske fint og for det meste var helt tæt med i toppen ved første topmærke, gjorde småfejl hist og her, at vi fik lidt af en endefuld og endte som nr 11 blandt de 16 både.

Måske sidste gang

Vores store udfordring om bord var: udskiftning på to pladser, nemlig storsejlstrim og så selvfølgelig taktik, hvor jeg var med for første (og nok også sidste…) gang. En Melges 32 er let, hurtig men meget ustabil, og der skal konstant arbejdes med gearet, og her storsejlstrim helt centralt – man kunne kalde det for bådens speeder. Så med en ny mand her var vores top-fart desværre nogle gang lidt lang tid om at vise sig.

Og så var det taktikken – og den følgende kommunikation imellem mig og teamet. Ikke spor sjovt, i hvert fald ikke med de seriøse briller på. Med de mere humoristiske, var det sikkert ret sjovt. Det kan jeg godt se her i bakspejlet.

Lost in translation

Problemet var at kun tre af de otte andre ombord talte engelsk. For de resterende lå engelskkundskaberne et sted imellem en lille smule og absolut ikke eksisterende. Og med de skiftende forhold som vi sejlede i, hvor der hele tiden skulle justeres, reguleres, lægge nye planer og ændre en beslutning til en anden. Ja, så gik det sgu en god gang ”lost in translation” i den.

Tegnsprog

Mit trick er som regel at bruge håndsignaler så meget som muligt, og direkte pege præcist hvor jeg gerne vil have båden til at sejle hen – også til engelsktalende rorsmænd på andre teams. For mange gange er det simpelthen mere præcist end ord, især når der skal manøvreres tæt i starter, og ved mærkerundinger.

Men nogle gange kan det ikke lade sig gøre, og her gik det i fisk for os på Spirit of Nerina. Et kald fra mig om at holde til venstre, medførte adskillige gange at rorsmanden holdt til højre. Og det samme med spilertrim osv. Så kan det godt blive lidt svært at holde styr på trådene

Selvom jeg virkelig nød at være tilbage i Melges 32 klassen – for hold da op hvor er det super sejlads, med top lækkert gear, i et top-klasse felt – Så er det bare frustrerende ikke at kunne spille ordentligt med i spillet, og selvsagt umuligt at være med helt i toppen. Og selvom vi faktisk hyggede os godt sammen, bliver det nok ikke til flere stævner for mit vedkommende på Spirit of Nerina. Thats life in this business.

Over and out
Jesper Radich

Se resultater fra MELGES 32 Audi Tron Sailing Series 2014 ACT 3 i Talamone, Italien her.

 

God stemning på land, på trods af vigende resultater – vigtigt at huske! Foto: JR 2014

 

 

 

 

 

content-loader
content-loader
content-loader