Gå til hoved-indhold
SKB råder over 3 stk. 2,4R (tidl. Mini 12-meter), 2 stk. Olsen-Twin og 3 stk. Sonar-sejlbåde. Foto: Finn B. AndersenSejlklubber
SKB råder over 3 stk. 2,4R (tidl. Mini 12-meter), 2 stk. Olsen-Twin og 3 stk. Sonar-sejlbåde. Foto: Finn B. Andersen

Sejlklubben Køge Bugt kvalificerer scleroseramte til oceansejlads

SKB i Hundige har bl.a. trænet seks scleroseramte kvinder og mænd så de kunne sejle på båden ”Oceans of Hope". SKBs handicap-afdeling har 22 medlemmer, fortæller Finn B. Andersen.

Af Finn B. Andersen |

SKB i Hundige har succes med sine aktiviteter for handicappede sejlere. Man har bl.a. trænet seks scleroseramte kvinder og mænd til de fornødne færdigheder, for at de kunne komme med på båden ”Oceans of Hope”, som projektet ”Sailing Sclerosis” har på vej jorden rundt.

Båden startede fra København i juni 2014 og befinder sig nu på den amerikanske østkyst.

SKB´s handicap-afdeling har p.t. 22 medlemmer med meget forskellige handicap. I sæsonen sejles der to gange om ugen i klubbens både. Man råder over 3 stk. 2,4R (tidl. Mini 12-meter), 2 stk. Olsen-Twin og 3 stk. Sonar-sejlbåde. En specielt egnet 23-fods entype.

Eget havneanlæg

Bådene ligger ved afdelingens eget lille ”havneanlæg” - en flydebro med et par små elektriske kraner til at sætte de mest handicappede i bådene og retur.
De mindste både sejles alene af de handicappede.

I Sonar-bådene er der til gengæld ofte en fuldt førlig sejler ombord til at hjælpe med det, der måtte knibe. Grundlæggende er det dog altid de handicappede, der sejler båden.

Under afdelingens faste sejladser er dens motorbåd altid med på vandet som følgebåd, bemandet med et par hjælpere og alle både medbringer en håndholdt VHF-radio.

Blæser det en sjælden gang for rigeligt, er Hundige Havn heldigvis ganske rummelig. Så bliver man inden for molerne.

Sejler i Sonar-både i hyggekapsejladser

På egen hånd deltager nogle handicappede skam også med et par Sonar-både i Hundige Havns ugentlige hyggekapsejladser. De klarer sig ganske glimrende. En båd deltager desuden i Køge Bugt Kredsens kapsejladser.

De handicappede sejlere er faktisk utroligt gode til at hjælpe sig selv, men naturligvis kræver aktiviteterne en hel del hjælp fra raske klubkammerater.

Dem kan man ikke få for mange af, så afdelingen tager naturligvis altid meget gerne imod enhver, der har lyst til at hjælpe med det praktiske omkring bådene, som medsejlede hjælper eller i følgebåden.

content-loader
content-loader
content-loader