Gå til hoved-indhold
Kort Nyt

Kitesurfer i Ringkøbing fløj 200 meter ind over land og røg gennem vindue

27-årig erfaren kitesurfer fra Aarhus blev alvorligt kvæstet, da han fløj ind over land. Først ramte han taget på et hus og dernæst røg han ind gennem en rude på et andet hus, fortæller TV Midt Vest.

Af Troels Lykke |

Den 27-årige stod på stranden, da han tilsyneladende blev grebet af et meget kraftigt vindstød - lokalpolitiet i Ringkøbing oplyser, at han fik så meget fart på, at han fløj op over skrænten og videre ind over land, hvor han fløj over to rækker huse for til sidst at ramme en rude i gavlen på et hus i tredje række.

Der blev sendt en lægehelikopter til stedet, men lægen konstaterede ifølge politiet, at den unge kitesurfer var sluppet heldigere, end man kunne frygte.

Brud på hoften og ribben
Han blev i ambulance kørt til Regionshospitalet i Herning, hvor han stadig er indlagt med brud på hoften og flere ribben og snitsår. Desuden skal det undersøges, om der skete noget med hans ryg.

Politiet vurderer, at den 27-årige fløj et par hundrede meter over land i op til 10 meters højde, inden han styrtede ned i huset.

Præcist hvorfor det gik galt, er stadig usikkert.

- Der er sikkerhedsudstyr på en kitesurfer, men hvorfor det ikke blev udløst, ved vi ikke, siger Bjarne Højgaard fra lokalpolitiet i Ringkøbing til TV Midt Vest.

content-loader
content-loader
content-loader