Sejlere sendt på land for at give plads til OL-klasser
Der var en del utilfredshed og undren at spore hos 29’er og Hobie-sejlerne til TORM UGP i Rungsted. Ved 15-tiden blev sejlerne efter to sejladser sendt på land, for at give plads til OL-klasserne.
TORM Ungdoms Grand Prix i Rungsted gav en del vrede sejlere i eftermiddag. Uden at have oplyst sejlerne om det – hverken i sejladsbestemmelserne eller mundtligt – blev 29’ere og Hobie 16 SPI sendt på land, med den forklaring, at nu var det tid til frokost.
Det viste sig, at årsagen ikke var frokost, men for at give plads på banen til OL-klasserne Nacra 17, 49’er og 49’er FX, der normalt ikke er en del af TORM Grand Prixet.
Efter ”frokost” var det meningen at de to TORM-klasser skulle på vandet igen. Hobie 16 SPI-klassen valgte at blive på land, da de endelig fik plads igen efter halvanden time, mens 29’erne gik ud for at få nogle flere sejladser.
- Det er ret mærkeligt, at de sendte os på land. For det første stod det ikke i sejladsbestemmelserne, for det andet er OL-klasserne ikke en del af TORM Grand Prixet, og for det tredje er kl.15 noget sent for frokost. De fleste af os havde spist vore madpakker på vandet for lang tid siden, lyder det fra flere utilfredse sejlere som minbaad.dk har talt med.
Kun OL-klasser på banen
OL-sejlerne i Nacra 17, 49’er og 49’er FX var inviteret med, efter en uges træningssession i Rungsted, angiveligt for at sprede lidt stjernestøv blandt de unge TORM-sejlere.
Men Dansk Sejlunion har bestemt at OL-klasserne ikke må sejle på samme bane som andre, så derfor blev de ”ægte” TORM-klasser sendt på land.
Du kan læse sejladsbestemmelserne her (PDF). Der er ikke kommet resultatlister endnu, men de kan findes på KDYs hjemmeside senere.