Signe og Henrik sejler Atlantic Intracoastal Waterway

Hvornår læser du en brugsanvisning?

Vi har i denne uge taget hul på Atlantic Intracoastal Waterway (ICW), som er amerikanernes mulighed for at sejle indenskærs fra Norfolk i Chesapeake Bay til Key West på den sydlige spids af Florida - i alt knap 1300 mil.

Fra Norfolk, der er Mile Zero på ICW, kan man enten sejle gennem The Virginia Cut eller den smukke Dismal Swamp Canal, som lokker lavkølede både med det fængende slogan: ”

Do the Dismal!” Vi valgte the Dismal, men endte med at komme 15 minutter for sent til den sluse, der ville bringe os ind i kanalen, da vi inden skulle under en bro, der kun åbnede en gang i timen. Brotiderne var godt nok tydeligt angivet i begge vores guidebøger, men vi fik først slået op på den side, da vi kom til den lukkede bro - hvilket kostede os to timers ventetid uden for slusen.

Man kan eftersigende opdele folk i to kategorier: Dem der læser en brugsanvisning, inden de tager en nyindkøbt genstand i brug, og dem der først læser en brugsanvisning, efter de forgæves har forsøgt at få det nyindkøbte til at virke.

Jeg ved ikke præcis, hvad det fortæller om folk, andet end at jeg mistænker den sidste kategori for at bruge mere tid på at få noget til at virke, men jeg tror, at læsningen af brugsanvisninger kan overføres til læsningen af guidebøger.

Både Henrik og jeg befinder os desværre i den sidste kategori, hvilket som regel betyder, at vi først ved det, vi burde vide, efter at oplysningen havde været nyttig.

Om end vi ikke havde taget højde for broåbninger, så mente vi til gengæld at have taget højde for indkøb. Selv i større byer er det vanskeligt finde friske varer i gåafstand fra marinaer, og det tætteste vi kommet på frisk kød på vores tur fra New York City til Washington D.C. er en pakke bacon i en Dollar General forretning, som vi endda blev kørt til af en medarbejder i en marina på Potomac River.

I Norfolk brugte vi derfor en hel dag og 300 kr. på taxier for at køre ud til et stort shoppingområde uden for byen, (hvor det nærmeste supermarked lå), og hvor vi kunne handle alt det ind, vi mente at kunne få brug for.

Efterfølgende slæbte vi alle madvarerne samt en stor gasflaske fra en taxi og ned til gummibåden, der samme dag var begyndt at tabe luft.

Efter at have pumpet den op igen, sejlede vi en halv sømil i mørke tværs over kanalen til ankerpladsen i en lidt for flad gummibåd fyldt til randen med varer, som vi til sidst knoklede om bord.

Det var derfor med lidt blandet fornøjelse, at vi et par timers sejlads fra Norfolk læste, at vi i starten af Dismal Swamp Canal kunne lægge til ved en gratis bro og gå hen til et supermarked…

Det oplagte spørgsmål her er selvfølgelig: Og hvad kan man så lære af det? Men tilsyneladende ingenting. Er der nogensinde nogen, der skifter kategori? Jeg vil dog alligevel forsøge at give guidebøgerne i hvert fald en dags forspring!

Signe

Norfolk er udover at være Mile Zero på ICW også USA’s største flåde central på Atlanterhavssiden. Her sejler vi forbi en amerikansk Jutlandia.

Vi forlader Norfolk og tager hul på ICW.

Efter to timers ventetid, bliver det endelig vores tur til at komme igennem slusen og ind i The Dismal Swamp Canal. Og endda i exceptionelt godt vejr!

Vi ligger os for natten ved en lille bro midt i Dismal Swamp Canal. Broen er gratis, men der er kun plads til en båd.

Udgravningen af Dismal Swamp blev påbegyndt i slutningen af 1700-tallet og foregik udelukkende med håndkraft. Det er den ældste udgravede kanal i USA, der stadig er i brug. 

Den midlertidige løsning på vores gasproblem ser sådan ud, men i det mindste kan vi igen få varm mad.