Silverrudder i 4 m/sek. og medstrøm - Fyn rundt om styrbord
200 solo-sejlere er i gang rundt om Fyn fra Svendborg. - Det var en fin start i medvind, kun enkelte tyskere gik på grund, siger Morten Brandt fra BådNyt. Følg sejlerne via gps-tracking.
Silverrudder er en vaskeægte succes. Ideen kom fra Morten Brandt fra BådNyt og denne gang måtte kun 200 både tilmelde sig, men det kan nu ændre sig.
- Vi var nervøse om de kunne være på startlinjen, men det kunne bådene sagtens, så vi vil gerne have flere både med næste år. Det var en fin start i medvind og medstrøm her i Svendborg Sund og der er sandsynlighed for at de også har medstrøm i Lillebælt og samtidig skulle vinden ikke dø på noget tidspunkt, forklarer Morten Brandt til minbaad.dk.
Han fortæller også at der var enkelte der var over startlinjen og nogle tyskere gik også på grund.
Ud over danske sejlere er der også en del svenske og tyske solo-sejlere med, men også sejlere fra Slovenien og Schweiz er med.
Triatleten har højt humør på IMX-38
En stemningsrapport fra sejleren og cykelrytteren Søren Gitz-Johansen, lyder sådan her på facebook:
- Så er vi godt på vej. Tog det stille og roligt over start og ud gennem Svendborg Sund - mange både og meget strøm og meget smalt. Har lang vej endnu og meget kan ske....men fed sejlads lige nu, skriver IMX-38 sejler Søren Gitz-Johansen.