Solo-vinder Erik Venøbos sidste Sjælland Rundt update - del 4

Erik Venøbo, solosejler fra Bønnerup Strand på Djursland, skriver om det sidste stykke i Sjælland Rundt i sin ældre 3/4 tonner Lipstick:

Turen under Farø broen og videre ind i Grønsund. Det var sku en tur i dårligt humør og småsur atmosfære, det var simpelthen bare nedtur, at igen skulle til at kæmpe sig op, da jeg kom bare et lille stykke forbi den sidste bro, da ku jeg se Ole Jessen i sin Dehler dreje rundt hjørnet, for søren da også, hvor sådan en code zero han har, er effektiv.

Der var kun tre måske små fire sekundmeter vind, ikke meget, så der var god tid til at sidde og lege at man tænker over tingene.

Jeg gik ned og smurte et par skiver rugbrød med torskerogn fra dåse og da der skulle vel være lidt fest over det, så jeg kom mayonnaise ovenpå, hmee det smagte anderledes end nudler så det var bare godt, dernæst to termokander fyldt op med varmt vand.

Jo jeg var ved at nå det punkt hvor der kun var handling tilbage, op i klogebrønden og sidde igen og denne gang bevæbnet med et par puder,jeg var faktisk ret øm, meget øm et vist sted, jeg havde ondt i den såkaldte raske arm og skulder,den var ret klart blevet belastet hårdt på denne tur.

Den dårlige arm var faktisk blevet en del bedre af at blive skånet, det er tydeligt at når jeg holder mig til mine rutiner med armen, ja så kan jeg en del med den, bare jeg husker at alt hvor der skal tages hård ved, ja så er det inde ved kroppen og ikke ude.

Da jeg sejler ud af det sidste stykke af Grøndsund og skal til at dreje op mod Møens Bjelkeflakket, da går det op for mig at det blir sgu ret slidsomt ,3 til 4 m/s og gammel tung sø, jøsses alt tumlede bare rundt og det var agten for tværs.

Så spileren skulle op, her var jeg virkelig nød til at tage trætheden alvorligt efter så mange timer. Man står da bare ikke op og arbejder og samtidig med at skulle kigge op om spileren kommer rigtigt op

Man kan godt gå frem på dækket med spileren, men derefter, da er det bare ned i ydmyg stilling på knæ og gøre jobbet.

Sikkerhedslinen kortede jeg helt op, det er lidt besværligt og det tager tid, men der er ingen andre løsninger  for linen skal være så kort, at jeg ikke overhoved kan ryge ud over siden af dette stadie af træthed og den dårlige skulder, kan ikke trække mig op ombord selv, så det var i kirkestilling og op kom spileren.

Op mod Møen begyndte der at komme mere vind og det var dejligt at der var noget at gøre og at give sig til.

Oppe ved møn kom der faktisk en del vind i bygerne og ved flere lejligheder rundede loggen 7 knob, humøret var i bedring

Mine tanker gik på at skulle jeg køre dette igennem, hmee ja så skulle spederen trykkes ned, kodeordet var aktivitet.

Jeg ringede til min ven Katrine Bertelsen (fra minbaad.dk) op og spurgte ind til vind og strøm, hun havde sku været tidlig oppe og var særdeles forberedt.

Hun startede med en skideballe over at jeg ikke havde taget tlf ,jeg må ved en senere lejlighed nok indrømme at jeg havde været møg sur og aldeles uselskabelig, men hun fortsatte med at langs land til danskersiden, var der moderart vind og at de både der gik der gik imellem 5 og små 6 knob.

Det næste hun siger er at der ude til søs er varslet kraftige byger og at jeg skal styre op langs dansk siden som de andre, jo jo men det kommer man sku ikke frem af. Jeg sad og tænkte lidt over tingene og om jeg havde fysikken til at gå til den, søvnen var ikke mit største problem mere.

Jeg var kommet over kanten og kunne holde den gående, så det var min ungdommelige, 54-årige drengede krop..., der skulle stå distancen,jeg bommede over og gik ud til søs. jeg kunne faktisk godt se de mørke skyer derude, jeps nu kører vi.

Jeg skal da love for at jeg fik min sag for der ude på motorvejen, vinden var drejet mere vestlig derude så det var skæring med spileren, men jøs hvor det gik, da jeg talte med Katrine var Ole Jessen små 4 sømil foran mig.

Men eftersom at de både og Oles tracker  viste omkring 5 knob og nogen gange 6, ja så var det helt fint at sidde og se Lipsticks log vise 7 til 9. Godt nok med en del krængning og med alt hvad der før var i skabene til luv ,,,, ja det lå nu hulter til bulter over alt i båden. Jeg lukkede lugen til, ingen grund til at blive dårlig over det.

Godt oppe mod Skanør var det faktisk ved at være noget besværligt. Den første rigtige kraftige byge ramte mig, jeg får slækket og faldt af og holder hende kørende med god fart i kassen.

Og kan skære op igen, sådan køre jeg et pænt stykke tid og der bliver bare ædt sømil.

Men intet vare jo som bekendt evigt, armen er ved at være alvorlig træt og slidt og jeg er nød til at gøre noget for at aflaste arm/skulder.

Men at bjerge spilleren blev nu ret hurtigt kasseret, som et oplæg, nej autopiloten skulle sku prøves af under disse forhold, om den kunne styre sikkert nok på skæring.

Jeg indstillede den til højeste aktivitet og hurtigste respons, det første pust der kom med piloten til var dælme ikke nogen succes.

Hun skar så hårdt op, så hun fortsatte over stag med spileren pakket rundt om masten og så ned på styrbord halse. Jeg slog autopiloten fra og tænkte, at så var løbet sku kørt.

Hun væltede bare helt ned på bb side og alt indhold nede i båden, der var væltet over i stb kunne jeg så høre blev lagt på plads igen i bb side. Jo jo lidt orden på tingene var der da, med spileren.

Nogen gange er man sørme bare heldig, spileren kom fri af masten og stod nu og blafrede, alt var rod ombord. Jeg slap faldet til den og tog fat i skøderne og trak den agter, ja der var lidt fiskeri over det.

Jeg halede den ind over agterenden og blev jo mere jeg fik ind, jo mere forbavset blev jeg over at se den var hel.

Det var mere end tungt at bjerge den, båden gik jo med vejret så der skulle trækkes til, men ind kom den, i samme ombæring bøjede jeg vhf antennen,  rykkede min navtrax ant af, og SR trackeren. Jeg smed det hele ned i kahytten og fik Lipstick (Ældre 3/4 tonner tegnet af Lars Olsen, red.) på kursen igen.

Jeg gik under dæk og pakkede spilleren igen og med uldtråde, så jeg havde lidt styr på den. Derefter slæbte jeg den på dækket igen og satte dyret, dette scenarie gentog sig en 4 -5 gange inden jeg fik styr på at køre hende på denne måde med piloten, og at jeg så bare skulle være hurtig med at slække og så køre hjem igen

Jeg skal da gerne indrømme, at det måske ville være mere behagelig, hvis jeg havde ladet den ligge nede, men jeg må indrømme at jeg var temmelig opsat på at køre fuld kraft resten af vejen.

Der var flere ting i det, jeg var sikker på at de andre kæmpede ret meget med trætheden, at jeg har gjort dette så mange gange at jeg nu, hvor nogenlunde kendte tidshorisonten for denne tur, da viste jeg at jeg kunne trække alle resurserne ud og gi den fuld skrald.

Jeg vidste jo som sagt også at ved 22 tiden ville der kun være meget lidt vind tilbage, så det var fuld kraft nu, altså alt hvad den kan trække.

Da jeg er oppe ved Saltholms nordspids kan jeg se at det betalte sig, jeg har hentet temmelig meget på Ole Jessen. Jeg er omkring en sømil fra ham og der er stadig sorte skyer ude i midten af Øresund.

Jeg sejler tæt op af fortet for at få det hele med og jeg kan se at jeg stadig henter, ikke så hurtigt som før, men jeg henter.

Jeg fik i øvrigt lige en lille tur mere med karrusel og spilerbjergning, og denne gang var fejlen helt og holden fordi der nok ik lige var så meget respons i ham, der styrede spileren.

Sådan ser Ole Jessens båd ud.

Jeg tog en alvorlig samtale med ham om han ikke har forstået vigtigheden af at være årvågen, jeg kan her forsikre hr. Lassen (kommentator på Bådmagasinet, red.) at jeg sov ikke. Jeg tror bare at jeg var blevet ti år ældre i en fart og det kan jo ske selv for de bedste :-)).

Katrine Bertelsen havde sagt, at der ville komme en kraftig byge oppe ved Ven og at vinden derefter nok ville blive til næsten ingenting.

Jeg er ikke sikker på tidspunktet, men der var ved at blive mørk,  da den byge kom. Jeg gik omgående overstag og søgte op mod Nivå, jeg ville ikke ligge stille og bare vente på vind jeg ville søge det sidste luft, der kunne komme fra land.

Og så ville jeg forsøge at lokalisere det strømskel, der ville blive på kanten til bugten, lige før den ved jeg at strømmen er kraftigere end ude i midten af Øresund, (jeg har i gamle dage bedrevet en hel del natfiskeri i det område med både silde trawl og også silde garn).

Jeg fandt kanten og noget man med lidt god vilje kunne kalde en vindstribe, det blev bare en lang nat ,der blev drukket kaffe i mængder. Leverpostej var jeg begyndt at spise direkte fra dåsen hmee ja torskerognen ligeså.

Nogen gange når vinden så i lange perioder var helt væk, så gik det mod Helsingør med siden til, nogen gange med agter enden til, meeen  hele tiden med lidt mere strømfart end dem, der lå ude ved Ven.

Kl. halv tre om morgenen havde jeg så fået et helt nyt problem, strømmen havde virkelig fat i båden, den smule vind der var lige nu var slet ikke nok til at gøre noget med.

Strømmen skød mig bare ud lige syd for havnen og det forbudte område. Jeg kunne hurtigt konstatere at jeg ville komme klar af bøjen ved det område , men det store problem ville være at komme klar af færgerne.

Sådan ser Erik Venøbos båd ud.

Jeg fik hurtigt mit helt nye anker hevet på dækket sammen med den helt nye blyline fra Bauhaus. Jeps grejet var sku i orden.

Jeg fortsatte ud til der hvor færgerne kommer og smed så ankeret, planen skulle så være at det så var når jeg bestemte det, at så krydsede jeg området, det virkede.

Færgerne passerede og der var klar bane ,,,,sørme også ,,,,ankeret sad fast, helt fast, jeg kunne overhovedet ikke rokke det , jeg måtte bare slippe :-((,der blev holdt en kort tale ombord, højt og i klart sprog.

Målgang.Yessss jeg kunne se mållinien, det virkede helt overvældende, for pokker den var jo bare lige der, der var en meget lille brise, meget lille, men den var der og jeg styrede ret på linien.

20 meter fra linien sker der bare det, der ikke må ske ,brisen forsvandt og båden mistede styrefart. Jeg drev bare lige ned forbi mållinien, bare 2 meter ved siden af. Jeg var sku helt forstenet.

Det sker bare ikke, jeg blev stjernegal, satme siddet og kæmpet hele vejen rundt 231 sømil i næsten 60 timer. Jeg var rasende og pludselig mere end bare meget træt, jeg fik båden rundt og begyndte meget langsomt at sejle ud fra land med en tanke om at jeg måske kunne krydse mig op igen.

Jeg var helt nede, klokken var tre om morgenen, tror jeg og min tanke var det skal sku bare ikke være sådant, jeg prøvede til en gang til og ramte ved siden af igen. Jeg må sige jeg var knust, jeg bandede, ik i orden måske, men dette var det man kalder nederen.

Jeg ved ikke præcis hvor jeg lige hentede de de sidste reserver, muligt at det bare var hysteriet, der gjorde det muligt, tror det var et par minutter i fire jeg kom over linien. Og jeg fik mit trut.

Jeg gav bare bare helt slip,skøder rorpind,ja jeg slap det hele, jeg sad faktisk og tænkte på at lige her på linien, her var det faktisk at jeg var lige ved at opgive, så mange timer, så mange sømil, og så næsten ikke at kunne komme i mål på grund af strøm og ustabil vind.

Jeg må sige at mange tanker røg igennem hovedet, men den klareste var nu nok at, yes, jeg gjorde det sgu. Jeg gennemførte den, jeg havde stort set ondt over alt, men jeg var bare pisseligeglad, jeg sejlede over mod dommertårnet og spurgte om Ole var kommet ind.

Jeg havde faktisk overhovedet ikke styr på hvor han var blevet af efter Ven,den venlige dame råbte at jeg var den første singelhand-sejler i Sjælland Rundt.

Jeg blev helt stille, hun begyndte at råbe igen, at jeg var den første, jeg var blevet mundlam, ja jo dem der kender mig ved at det sker ikke ofte.

Jeg fik råbt tilbage, mange tak og at jeg nu ville have en kold bajer, må indrømme at jeg havde sku da en klump i halsen.

Det virkede pludselig lidt uvirkeligt det hele. Jeg fik fortøjet min båd Lipsticken. Jeg gik nok og talte lidt med hende den gamle skrappe kælling. Hun er sku sej og stærk og hun holder til mine luner.

Kære venner, sådan en kælling kan man kun elske.

Hilsen Erik