Signe: Det ku gå galt - ingen kan sejle uden en rig

Henrik fik rig fitting skiftet i St. Martin og planlagde at få skiftet de andre, når vi nåede USA. Vi nåede desværre ikke så langt, før det skete igen.

Og denne gang med 180 sømil fra land! Da det skete, sejlede vi for motor på de sidste dampe i tanken mod Newport, og med en usikker rig og kun 10 liter diesel i en ekstra dunk, var vi ikke de gladeste sejlere!

Et døgn forinden var vi blevet indhentet af en irsk familie, der var sejlet fra Bermuda et par timer senere end os.

De havde også haft problemer med modstrøm og fulgte derfor i halen på os, efter vi havde afkodet vejr-guruen Chris Parkers mail om hvilke waypoints, vi skulle følge. (Ind imellem var vores vindror dog meget lidt samarbejdsvillig, så det må have set ud som om, vi havde fået lagt en meget specifik rute!)

I 24 timer fulgte de os ud og ind af strømhvirvler, og det skulle blive vores held. 

Vores irske venner havde tidligere tilbudt os diesel, da de havde flere dunke på dækket, men vi havde takket nej, da vi mente, at vi ville få tilstrækkeligt med vind til at komme i land.

Vi var dog ikke længe om at ombestemme os, da undervantet først faldt ned. Vores redningsmænd sejlede op på siden af os og smed en dieseldunk i vandet, der var bundet til et tovværk, som de kastede over til os. Vi tømte indholdet i dunken i tanken, og sendte den taknemmeligt tilbage igen!

Med 20 liter diesel i tanken sejlede vi nu forsigtigt for sejl mod Newport. Vinden kom fra sydvest, så masten blev holdt på plads af riggen på bagbordsside, som stadig var intakt. Med omkring 30 sømil igen faldt vinden dog, og vi havnede igen i modstrøm.

Bølgerne var korte og knappe, så masten stod konstant og slog frem og tilbage, mens vi forsøgte at kæmpe os fremad for motor mod strøm og bølger. Da vinden igen samlede op, kom den fra nordøst – og med en vindstyrke på 15-20 m/sek!

Henrik var hunderæd for at masten skulle knække, så han fik bundet et tovværk fast under sallingshornene for at støtte masten op.

Samtidig var det bidende koldt, så han måtte finde hue og vanter frem. (Jeg frøs også nede i min slingrekøje, som Henrik lod mig blive i hele natten, men det tæller nok ikke).

Til sidst kom vi dog i læ af land, og tidligt onsdag morgen kunne vi sejle for motor ind til Newport takket være vores irske cruising-venner!

Henrik sagde om morgenen, at det var hans værste sejlads nogensinde. Så nu må vi vist hellere få skiftet hele den løbende rig!

Signe

Et styk knækket undervant. Billedet under er af venner i nød.