Gulddrama i 49erFX og dansk Finn og Nacra 17 sikrer nationsplads
Først havde brasiliansk besætning tyvstartet, men pludselig var de det ikke. Forklaring kender vi ikke, men Ida og Marie er kun to point før finale i morgen kl. 12.10 - se det live via YouTube.
Dansk sejlsport rejser hjem fra VM med i alt syv nationspladser til OL i Rio. Lørdag blev yderligere tre OL-billetter sikret i henholdsvis 49erFX, Finnjolle og Nacra 17 ved VM i Santander. Dagen var præget af svage vindforhold, og en del af de planlagte sejladser blev aflyst.
”Syv OL-pladser er et overvældende godt resultat. Og reelt to pladser mere, end jeg havde forventet. Vi har haft et godt VM-stævne, hvor vores sejlere har præsteret over hele linjen. At vi oveni har chance for to medaljer og har et Medal Race i 49erFX med hele tre danske både ud af ti, er en understregning af, at vi har været godt forberedte til VM,” siger Dansk Sejlunions sportschef Thomas Jacobsen.
Guldduel i vente
I 49erFX er der lagt op til en ren gyser, når Ida Marie Baad og Marie Thusgaard sejler om VM-guld i direkte duel med brasilianerne Grael og Kunze. Før lørdagens tre sejladser var der 10 points forskel på de to besætninger i danskernes favør, men især dagens tredje sejlads – vundet af brasilianerne med danskerne på niendepladsen – reducerede forspringet til blot to point.
Dramaet blev yderligere forstærket af, at brasilianerne længe var noteret for en kostbar tyvstart, hvilket stort set sendte VM-guldet i favnen på danskerne. Men da stillingen blev opdateret lørdag aften, var tyvstarten pludselig annulleret.
Det ligger fast, at den danske og den brasilianske båd skal fordele guld og sølv. Den af de to både, der først krydser målstregen i søndagens Medal Race, er ny verdensmester.
Ud af ti både i Medal Race er de tre danske. Jena Mai Hansen og Katja Salskov-Iversen kommer med fra en femteplads, mens søstrene Maiken og Anne-Julie Foght Schütt sejler finale som niendebedste båd. Ingen af de to kan blande sig i medaljerne.
Tæt på 49er-medalje
Også i 49er er en dansk medalje mere end inden for rækkevidde. Jonas Warrer og Anders Thomsen rykkede en tak frem til en samlet andenplads, men bagfra kom en af forfølgerne tættere på. Et fornuftigt Medal Race søndag vil sikre en dansk medalje.
Se finaler live søndag på YouTube
Høgh: Sjovt at være med
Hos Finnjollerne blev lørdagens to planlagte sejladser ikke til noget. Dermed slutter Jonas Høgh-Christensen som bedste dansker på en samlet 11. plads – nok til at sikre en dansk Finnjolle ved legene i Rio, hvilket var målet med hans VM-deltagelse.
”Det har været sjovt at være med. Jeg nyder at konkurrere mod de her gutter. De har trænet hårdt, og det har jeg godt kunnet mærke,” sagde Jonas Høgh-Christensen og fortsatte:
”Samlet set er det gået ok. Vi har kvalificeret nationen, dét var det vigtigste. Egentlig synes jeg ikke, jeg har sejlet et specielt godt stævne. Fysisk er det gået overraskende godt, til gengæld har jeg lavet en del taktiske fejl undervejs.”
Ingen OL-planer
Høgh har ingen videre planer om at genoptage karrieren – heller ikke efter VM-oplevelsen.
”Jeg kan ikke se, hvordan det kan hænge sammen. Jeg vil ikke udelukke, at det kan ændre sig, men fokus i mit liv er på andre ting end sejlads,” sagde Jonas Høgh-Christensen.
Dagens tredje og sidste OL-plads blev sikret af Allan Nørregaard og Line Just i mixklassen Nacra 17. Danskerne sluttede på en samlet 11. plads – hvilket var mere end nok til at indløse OL-billetten.