Høj sol og stille brise til start på dragernes NM
Det blev en rigtig sommerdag til første dag i Dragernes Nordiske Mesterskab. Frank Berg i My Way tog førstepladsen efter at have læst banen og Hellerupluften korrekt.
Torsdagens første sejlads til Nordisk Mesterskab for Drager blev gennemført i let vind og fantastisk flot solskin. Stemningen på Hellerup havn var afslappet, da første start først skulle begynde kl.14. Dagen var startet med tjek ind, kontrolvejning af sejlerne og frokost.
Starten gik planmæssigt kl. 14 i tre til fire sekundmeter. Var der ikke styrke i vinden, var retningen dog nogenlunde stabil fra en sydøstlig retning. Men...
Vinden aftog stille og roligt, så dommerne valgte først at korte andet opkryds noget af, og tilsidst korte definitivt af ved at tage bådene i mål ved topmærket efter andet opkryds.
Vinder af første sejlads blev Frank Berg i 266, My Way. Han havde fået en perfekt start, kendte den tricky Hellerupluft, tog chancen helt på fløjen under land og var i front allerede ved første mærke.
Kronprins Frederik, der nød det gode vejr og gode sejlerkammerater, kom ind på en 14.plads.
Efter sejladsen var der grillpølser, øl og vand i Hellerup Sejlklubs gård, hvor selveste overdommer Christian Lerche var grillmester. Sejladserne genoptages i morgen fredag, med første start kl. 11.
Du kan se dagens resultater på Hellerup Sejlklubs hjemmeside (PDF).
Kronprins Frederik stillede op til fotografering, og glædede sig til dagens sejlads. Foto: Katrine Bertelsen