Tilmeld dig DM i Folkebåd nu – og vind rødvin
Dansk Folkebådsklub og Sejlklubben Lynæs satser på rekordstort deltagerantal, til folkebådenes DM i 2014. Tilmeld dig nu, og vind rødvin.
Dansk Folkebådsklub har indgået samarbejde med Sejlklubben Lynæs om at arrangere DIF DM for Folkebåde 2014. Forhåndstilmeldingen er nu åben.
Sejlklubben Lynæs har sat et ambitiøst mål for deltagerantallet til årets DIF DM for Folkebåde. Gennem en årrække har Folkebådene haft Danmarks største DM-felt for kølbåde, og i år bliver skruen strammet en omgang.
Målet er, at der skal være 50 folkebåde på startlinjen, når stævnet sejles fra d. 1. til 5. juli 2014. Der har ikke været flere end 50 både til Folkebådenes DM siden 2004, hvor stævnet blev holdt i Kragenæs, men alligevel tør Sejlklubben Lynæs tage udfordringen op og forsøge at skabe en vækst i deltagerantallet.
- Det er et ambitiøst mål vi har sat, men uden det flytter vi ikke noget. Vi er en gruppe af engagerede folk i styregruppen omkring stævnet, der ønsker at se en udvikling, og vi har en klub bag os, der bakker op omkring afviklingen af stævnet. Vi er sikre på, at vi kan skabe det arrangement som folkebådssejlerne har ventet på de sidste mange år, siger Sofus Pedersen fra Sejlklubben Lynæs.
- Det drejer sig blandt andet om at få gjort klar til fem dage med fest i Lynæs – og det er vi gået i gang med. Vi har sikret sejlerne en lounge, der kan benyttes før og efter sejlads, men vi skal naturligvis også gøre vores for, at forholdene på vandet bliver så gode som muligt, og vi har derfor blandt andre allieret os med en baneleder udefra, slutter Sofus Pedersen.
Forhåndstilmeldingen åbnede for få dage siden, og der er i skrivende stund ti tilmeldte både. Til dem der er tilmeldt inden 1. februar, vil der blive trukket lod om nogle gode flasker rødvin.
Tilmeld nu og deltag i lodtrækningen eller besøg stævnets side på Facebook.