Gå til hoved-indhold
Kapsejlads
Kapsejlads
Kapsejlads
Kapsejlads

Two Star lever fint - status fra formanden

Formand for Two Star-sejlerne, Birgitte Søborg, giver her en status på de to første sejladser Classic Fyn Rundt og AFI 2 Star, hvor Henrik Jørgensen har skabt ny video.

Af Troels Lykke |

De to første sejladser i Double Hand Mesterskabsserien er nu afviklet. Det er Classic Fyn Rundt fra Kerteminde Sejlklub og AFI Marine 2 Star fra Aarhus Sejlklub, fortæller Birgitte Søborg, der selv sejler two-star.

Begge sejladser blev afviklet under helt fantastiske forhold. Kerteminde Sejlklub forstår at skabe en ramme, der gør man har lyst til at komme tilbage år efter år.

Det er på en gang professionelt, men også varmt og hyggeligt. Jeg tror nøglen til gode stævner er engagement fra den organiserende Sejlklub, så man ikke føler man kommer til besvær.

Også havnen bakker sejladsen op ved at give fri havneplads en uge før og efter. Kort sagt man føler sig velkommen og nok baggrunden for det store felt af doubled handed sejlere.

Vejret var med Kerteminde Sejlklub

Vejret var virkelig med Kerteminde Sejlklub og os sejlere. Da det var jubilæumsår blev vi sendt rundt den klassiske vej, hvilket gav et sjældent dejligt kryds fra Fyns Hoved til Tragten i frisk vejr, men også sol og god varme. Herefter var der mulighed for spiler ned gennem Lillebælt og rundt om øerne ned til Svendbord.

Turen mellem Lyø og Avernakø bød på mange bomninger i temmelig frisk vejr, og en del valgte at tage spileren ned, andre valgte at grundstøde og en lille elite kørte igennem med spiler.

Svendborg Sund i mørke er altid sjovt, her er den største udfordring  ikke at ramme bøjerne. Op gennem storebælt var der stadig god vind og igen et fint kryds fra broen og ind.

Der blev ikke sat officielle rekorder, men mange af os fik en personlig rekord omsejlingstid, hvilket også er sjovt.

Også engageret i Aarhus

To uger senere var feltet så i Aarhus for at sejle AFI Marine 2 Star. Også her oplever man en engageret Sejlklub, der vil gøre alt for Sejlerne og igen med opbakning fra havnen.

Efter nogle år med endog rigtig meget vind, så blev dette år tæt på perfekt. Lørdag var præget af god frisk vind med slæk på til Ballen.

Også her blev sejltiden meget kort, men det forhindrede dog ikke folkebådene i at vinde igen.

Turen er usædvanlig smuk. Lørdag aften var vi alle samlet på Dokken til en meget lækker middag, og før afgang igen til morgenmad. Søndagens sejlads startede i meget let luft og døde senere helt, før den sprang om i syd og gav fin spilersejlads tilbage til Aarhus.

For enkelte både kom man meget tæt på tidsgrænsen, men hovedparten nåede i mål ved 17 tiden. Herefter var der i forbindelse med præmieoverrækkelsen nygrillede pølser og øl.

Folkebådenes dominans brudt

I år blev folkebådenes dominans brudt, men det krævede en halv dag i vindstille. Arrangementet var fuldt booked, så her skal man være tidlig ude om man øsnker at få denne dejlige oplevelse til næste år.

Nedenfor de foreløbige resultater før finalesejladsen i Rungsted, Watsky 2 Star arrangeret af KDY. Her er der stadig ledige pladser, så skynd dig at få dig tilmeldt.

Som sædvanlig er der spænding om resultatet, og endnu har ingen vundet det to år i træk, endsige vundet Mesterskabet 2 gange, men i år er der et par kandidater, så det bliver rigtig spændende.

Henrik Jørgensen og Jan Hansen i deres X-40, har på trods af deres høje placering på ranglisten, overskud til at filme deres sejlads, så alle kan komme med om bord, og se hvordan de gør. Videoerne ligger på YouTube, se i toppen af artiklen, skriver Birgitte Søborg.

content-loader
content-loader
content-loader