Ny hængetest skal hjælpe landsholdssejlerne
Landsholdsejler Anne-Marie Rindom har som den første afprøvet en ny testmetode, der måler sejlernes hængeteknik.
Forleden var Laser Radial-sejler Anne-Marie Rindom en tur omkring Team Danmarks testmiljø i Idrættens Hus. Som første sejler skulle hun afprøve en nyudviklet hængetest – udviklet med det formål at teste sejlerens hængeteknik. Jo bedre sejleren er til at hænge ud over siden af jollen og skabe oprettende moment, jo hurtigere sejler jollen.
- Hvis man vil op og være den bedste i verden, så betyder det noget, at man kan teste, hvor god man er til at hænge. Det er vigtigt for mig at vide, om jeg lægger trykket ens i både højre og venstre side, sagde Anne-Marie Rindom efter to intense testforløb, hvor hun i 2 ½ minut skulle bevæge overkroppen skiftevis ud til højre og venstre og tilbage i udgangspositionen.
- Det er en hård test. Hårdere end at sidde i jollen. Til gengæld er det hurtigt overstået, konstaterede hun.
Kan følge udvikling
Bevægelserne foregår i korte tre sekunders intervaller, svarende til rytmen under en kapsejlads. Opgaven for sejleren er at lægge mest muligt tryk i hver bevægelse. For at måle trykket, er hængebænken anbragt oven på en plade, der kan registrere sejlerens bevægelser.
- Nu var det første test i dag. Når jeg kommer igen, har jeg noget at sammenligne med, så jeg kan se, hvordan min hængeteknik udvikler sig. På den måde giver testen rigtig god mening for mig, sagde Horsens-sejleren, der er om få dage skal sejle World Cup på Mallorca.
Også gasterne testes
Landsholdssejlerne gennemgår fysiske test to gange årligt. På det seneste har teamet omkring landsholdet arbejdet målrettet på at udvikle metoder, der flytter de faktiske konkurrencerutiner ind i målbare fysiske test - for dermed at give sejlerne nogle af de samme testfordele, som gælder for roere, løbere og cykelryttere.
Hængetesten er ikke det eneste eksempel. 49erne benytter den såkaldte "Bay-test", der måler gasters fysiske ydeevne. Testen har navn efter dens ophavsmand, 49er-sejler Jonathan Bay.
Kilde: Dansk Sejlunion