Gå til hoved-indhold
Glædelig jul fra Florida fra Signe Storr og Henrik Hansen, der lever på en svensk Alegro 30.Tur
Glædelig jul fra Florida fra Signe Storr og Henrik Hansen, der lever på en svensk Alegro 30.

Signe skriver fra båden: Glædelig jul fra Florida

Henrik har ikke de samme sentimentale følelser omkring julen, som jeg har, men vi har dog begge været enige om, at juleaften i år skulle være bedre end sidste år.

Af Signe Storr, Florida |

Jeg synes ikke altid, det er nemt at være langt væk hjemmefra og især ikke omkring julen.

Jeg har altid fejret jul hos mine forældre på Bornholm på nær sidste år, hvor vi 6 dage forinden var kommet i land på Martinique efter 31 lange døgn på Atlanten.

Da spiste vi vores julemiddag i et meget lidt hyggeligt hjørne af en restaurant i byen, og jeg tror, vi nåede at blive uvenner, inden aftenen var omme.

Henrik har ikke de samme sentimentale følelser omkring julen, som jeg har, men vi har dog begge været enige om, at juleaften i år skulle være bedre end sidste år. I starten af december var vi igennem forskellige scenarier for juleaften: Skal vi flyve til Danmark og fejre jul?

Skal vi tage en tur til New York? Skal vi finde et sted med sne? Til sidst besluttede vi os dog for at fejre jul på båden og spare lidt penge, og da vi ankom til et julepyntet St. Augustine i Florida i midten af december, syntes vi, at det var et oplagt sted både at vente på reservedele til motoren og fejre juleaften!

Den 22. december havde vi en aftale med et værft lidt uden for St. Augustine, hvor vi skulle have repareret saltvandspumpen til motoren. Det skulle ikke tage mere end en time, hvorefter vi ville sejle tilbage til vores bøje ud for St. Augustine.

Men sådan noget går sjældent som forventet! Det viste sig, at reparationssættet til saltvandspumpen ikke kom med pakninger og skruer, så det måtte efterbestilles, og vi besluttede os for at vente ved værftet til dagen efter.

To dage senere, juleaftensdag, lå vi dog stadig samme sted og uden mulighed for at flytte os. Både personalet og vi var ved at gå op i limningen.

Vi ville tilbage til vores bøje og til byen, hvor vi ville til julegudstjeneste, og de ville hjem på juleferie.

Lige inden lukketid kom fragtmanden endelig med pakningerne, men da mekanikeren hurtig ville skifte dem, sprang de gamle pakninger på varmeveksleren, og vand fossede ud!

Henrik var i panik. Han havde planer om at købe en julegave til mig inden butikkerne lukkede (han havde heldigvis besluttet sig for at give mig lidt ekstra ud over den nye generator!), og samtidig fortalte mekanikeren ham, at de først kom retur efter weekenden, hvor vi havde planlagt at være i Fort Lauderdale!

Vi besluttede os dog for at lade motor være motor og fejre jul i stedet for. Vi betalte vores regning (som var 1000 USD dyrere end vi troede!), ønskede personlet glædelig jul, og tog en taxi til julegudstjeneste i USAs ældste sogn, der viste sig at være en katolsk kirke, men så har vi også prøvet det.

Tilbage på båden om aftenen forberedte vi vores amerikanskinspirerede julemiddag med and, kartoffelmos, tranebærsovs og rødkålssalat. Henrik mente, at det var den bedste julemiddag, han havde fået, men jeg har spist hjemme hos hans mor, så det ved jeg, ikke er muligt.

Men middagen blev vellykket, og jeg var selv imponeret over, at der kunne komme så god en andesteg ud af vores lille gasovn! Så det blev alligevel en god jul - selvom den også kom til at koste mange penge!

Fra Florida ønsker jeg alle en rigtig glædelig jul!

Signe


Der er ikke mange buske eller træer, der slipper for i julekæde i St. Augustine!

Der er mange historiske kroer/bed & breakfasts i St. Augustine, og den ene er mere julepyntet end den anden. Inde bag denne gemmer sig også byens martinibar.

På vej til værftet overophedede motoren, så Henrik måtte slukke den og liste hen til værftet for sejl. Det var vist i sidste øjeblik, at vi fik gjort noget ved den saltvandspumpe!

Selvom man er langt væk hjemmefra, kan man godt holde fast i sine danske juletraditioner. Her får vi julefrokostmiddag Lillejuleaften med rugbrød, juleøl, min bedstemors sildelagkage og min mors julesnaps!

Vi var til julemesse i Cathedral Basilica of St. Augustine juleaftensdag. Sognet blev etableret i 1565, og er det ældste sogn i USA. Kirken er dog blevet genopbygget i 1700-tallet, men er fortsat den ældste kirke i Florida.

content-loader
content-loader
content-loader