Gå til hoved-indhold
Kort Nyt

Tuco lancerer lette arbejdsbåde

Tuco Marine Group har udviklet en helt ny serie af 16 både specielt designet til de mest kritiske og barske arbejdsforhold på havet, fortæller værftet i Faaborg.

Af Troels Lykke |

Med udviklingen af den helt nye ProZero serie har Tuco sat skarpt fokus på at skabe fornyelse og minimere vægten af fartøjerne inden for de tre segmenter ”Search and Rescue”, ”Military and Police” og ”Workboats”.

Man forventer at kunne reducere gennemsnitsvægten på disse bådtyper med 30 %. Fartøjernes lave vægt giver en lang række fordele for Tuco’s kunder og for miljøet.

Kerneidéen i ProZero serien er at skabe et produkt, der ikke alene er konkurrencedygtigt i forhold til vægt, men i høj grad også når det kommer til leveringstid og mulighed for tilpasning til den enkelte kundes behov.

Modulbaseret design

Fartøjerne er designet med en stor grad af fleksibilitet i tankerne, og serien er udviklet som et modulopbygget system, der tillader en høj grad af specialtilpasning.

”Det modulbaserede design gør det muligt for os give vores kunder et produkt, som kan tilpasses til lige netop deres behov og med en – i forhold til markedsgennemsnittet – kort leveringstid,” siger direktør Tuco Marine Group ApS.

ProZero seriens lave vægt vil give en væsentlig reduktion i brændstofforbruget og dermed en langt mindre udledning af CO2 og NoX. Fartøjerne vil samtidigt kunne sejle længere og opnå en større driftsrækkevidde.

ProZero serien er desuden optimeret i forhold til løft med daviter og andre krantyper. De store moderskibe, der ifølge internationale standarder skal have redningsfartøjer ombord, vil derfor kunne bygges med mindre kraner og daviter, idet det vil kræve mindre at løfte bådene.

Lav brændstofforbrug

Det giver en reduktion i vægten af moderskibene, hvilket igen medfører et lavere brændstofforbug. Alternativt til en mindre kran vil det være muligt at anskaffe et større redningsfartøj.

”Vi er rigtig stolte af vores nye ProZero serie, som vores team af designere og ingeniører har arbejdet intenst på at udvikle. Det har været en lang proces, hvor det har været vigtigt for os, at vi fik skabt en bredde og fleksibilitet i serien uden at gå på kompromis med sikkerhed og krav til denne type af fartøjer. Vi er meget tilfredse med resultatet og er glade for de positive tilkendegivelser fra vores kunder” siger direktør Jonas Pedersen.

Alle fartøjer i ProZero serien lever op til kravene i DNV’s klassifikationssystem og kan desuden tilpasses til at imødekomme andre klassificeringsselskabers krav.

Med et helt nyt strømlinet og moderne design adskiller ProZero sig fra de øvrige fartøjer på markedet. Standardbådene i ProZero serien har en længde på mellem 6,5-15 meter og en bredde på mellem 2,8-4,3 meter.

content-loader
content-loader
content-loader