Gå til hoved-indhold
Tur
Tre seje tøser på efterårstur.
Tur
Laura ved roret.
Tur
Så er der bøffer med bearnaise!
Tur
Laura (tv) og Josephine har lavet pandekager.
Tur
Pigerne hygger i cockpittet med Flicka.

Tøsesejlads i oktober med masser af vind

Nanna Søeberg fra Lynæs tog datter Laura og veninden Josephine, og hundehvalp med på en efterårstur i en Maxi 95. Det blev en hyggelig tur, men motor ville ikke lege med i havnen. Se nu film.

Af katrine bertelsen |

Nanna Søeberg, 43, Maxi 95-sejler, fortæller:

Laura (min datter på 11 år), ville så gerne have sin gode veninde, Josephine (også 11 år), med ud på en sejltur i år. Det skulle vi selvfølgelig nå!!

Planen blev, at vi skulle af sted fra Lynæs lørdag den 25. oktober, sejle til Rørvig, overnatte, og hjem igen dagen efter. Da vi nåede til dagen, stod det bare ned oven fra med regn, og blæste 10 - 11 m/s fra S. Nå… Pigerne havde glædet sig – de fik valget: Af sted eller blive hjemme? AF STED var ordlyden.

Vi tog af afsted lidt over middag, i pæn vind, men kun lidt regn. Storfald og forsejlsskøder drillede lidt, da vi skulle sætte sejl, så jeg boksede en stund på dækket, iført livline (og sejlertøj dog).

Vi havde en fed sejlads over, med høj musik i cockpittet. Josephine og hundehvalpen faldt dog i søvn på et tidspunkt, så Laura bandt dem fast, så de ikke trillede ned på dørken når de lå i luv side.

Bøf med Bearnaise

Anløb Rørvig havn med lanterner på – masser af ledige pladser… Var eneste båd i havnen med flag og lys om læ. Vi fik en superhyggelig aften i cockpitteltet, med masser af stearinlys, og pigerne havde bestilt bøffer og bearnaise, så det hyggede vi os med.

Dagen efter var der smuk solopgang i tiltagende vind… Kulingvarsel for alle farvande fra S-SØ. Nå, vi hyggede med en lang morgen om bord. Pigerne bagte pandekager, og jeg luftede hundehvalpen!

Afsted på kryds indad i fjorden i temmelig høj sø, Laura og Josephine viste sig at være ret så seje gaster.  Til sidst et langt ben hjem imod Lynæs i en skøn halvvind.

Motor stod af

Ræsede til indsejlningsbøjerne ved Lynæs havn og ville starte motor. Men ak, det ville den ikke… Vi har haft motor-problemer hele sommeren, så vi er snart vant til det. Laura hjalp lige rundt på en hurtig bidevind kurs, mens vi talte om, hvordan hun skulle pille sejlene, når vi skulle gå i havn – men da vi så begyndte at gå indad igen, så startede motoren endelig… Mystisk!

Super hyggelig og dejlig tøsetur, med en masse gode oplevelser og frisk vind i ansigtet.

Se Nannas film fra turen

content-loader
content-loader
content-loader