Gå til hoved-indhold
LMC Marlin fås som 5kw, 8 kW og 13 kW og kan sin kompakte størrelse til trods drive både op til 45 fod.Kort Nyt
LMC Marlin fås som 5kw, 8 kW og 13 kW og kan sin kompakte størrelse til trods drive både op til 45 fod.

Elektriske bådmotorer fra Lynch distribueres nu i Danmark

Elektrisk bådmotorer giver bæredygtig sejlads uden røg og støj. Solbaaden.dk i Aarhus er ny importør af Lynch, der har patenteret el-motorer.

 

Af Troels Lykke |

Firmaet solbaaden.dk i Aarhus, som har specialiseret sig i udvikling og import af soldrevne både, har nu som en del af satsningen på grøn sejlads sikret sig forhandling af elektriske bådmotorer fra Lynch Motor Company i Devon i England.

LMCs systemer fås både som indenbordsmotorer og som sejldrev. De er baseret på den patenterede el-motor, som Cedric Lynch udviklede i 1980’erne, og som med sin helt særlige konstruktion giver en meget høj effektivitet i forhold til motorens vægt og dens energiforbrug.

”Med introduktionen af Lynch motorerne får alle bådejere en realistisk mulighed for at overgå til elektrisk fremdrift på sejlbåde helt op til 40-50 fod – og motorbåde op til 4 tons,” fortæller Henry Thomsen, indehaver af solbaaden.dk.

”Med en udnyttelsesgrad op til 90 % og et meget højt drejningsmoment giver disse motorer og sejldrev masser af driftssikker power til alle bådtyper,” siger han i en pressemeddelelse.

Seks indenbordsmotorer

Produktprogrammet omfatter 6 indenbordsmotorer fra 2,5 kW til 26 kW og 3 sejldrev fra 2,5 kW til 8 kW.

”På grund af den gode energiudnyttelse og det høje drejningsmoment får man meget stor drivkraft ud af en meget lille og let motor. Tager man f. eks. Marlin 8 motoren, så vejer den inklusive styring under 30 kg, og den matcher fremdriftsmæssigt en dieselmotor på ca. 25 HK, som typisk vejer 4 gange så meget,” siger Henry Thomsen.

”Den store vægtbelastning i et elektrisk system ligger jo i batterierne, men dem kan man anbringe hvor som helst i båden, så de fungerer som ballast,” siger han.

For motorbåde er den rent elektriske fremdrift mest oplagt i søer, åer, havneområder og kanaler. Her kan man for alvor nyde fordelen af at sejle lydløst og forureningsfrit. Og i sårbare naturområder får man en mere skånsom sejlads med de elektriske motorer.

Attraktiv for sejlere

I sejlbåde kan Lynch-motorerne med fordel anvendes, også ved havsejlads. De fleste bådejere – og deres omgivelser – vil nyde havnemanøvrer uden støj og røg, og bliver der brug for motoren pga. vindstille, vil den lydløse fremdrift være meget attraktiv for rigtige sejlere.

Og for motortyperne Marlin og Swordfish er der yderligere den fordel, at motoren virker som generator, så den lader på batterierne, når man sejler for sejl. Derudover kan man selvfølgelig øge rækkevidden – og reducere CO2-belastningen - med solpaneler og vindgenerator.

Uanset hvordan man kombinerer, får man meget lave driftsomkostninger, og da vedligeholdelsen er stort set lig med nul, kan man kun blive en glad bådejer med en Lynch motor.

30 % introduktionsrabat

Lynch motorerne sælges i Danmark til priser fra 42.800 til 79.800 kr. inkl. moms. Sammen med LMC Marine, som varetager det internationale salg af Lynch, har solbaaden.dk fået mulighed for at give et helt særligt introduktionstilbud i hele 2014.

Henry Thomsen:

”Vi og LMC vil rigtig gerne have nogle danske både udstyret med Lynch motor, så vi giver hele 30 % i rabat på alle indenbordsmotorer, der købes i år. Det betyder, at priserne for 2,5 kW og 5 kW systemerne starter lige under 30.000 kr inkl. moms. Og det er vel at mærke komplette systemer med motorstyring, throttle håndtag, batteri-display, samt monteringsvejledning og diagrammer.”

Solbaaden.dk tilbyder også komplette elektrificeringspakker med motorsystem, batterier og lader. I introduktionsperioden starter priserne ved i alt 37.500 kr inkl. moms.

Alle 24 og 48 V systemer er velegnede til gør-det-selv montering. Men solbaaden.dk giver også gerne tilbud på montering og idriftsættelse.

Henry Thomsen fra solbaaden.dk stiller gerne op til præsentationsmøder i sejlklubber og andre steder, hvor der er interesse for elektrisk fremdrift.

På mulitidisplayet vises aktuelt forbrug, batteriets ladetilstand og hvor lang tids sejlads man har tilbage på batterierne.

 

 

content-loader
content-loader
content-loader