One Sails nu i Danmark med erfarne kræfter
Sejlmager Mads Christensen og designer Sofus Pedersen forlader nu North Sails og driver nu italienske One Sails i Rungsted. Kapitalinvestor er bl.a. Torben Bjørn Christensen.
Nyt sejlloft, OneSails, ser fra 1. april lyset i Danmark. Nærmere betegnet Rungsted havn nr. 1, lige ved ShipShape.
Her bliver daglig leder nu Mads Christensen, der er et virkelig kendt navn i sejlerkredse. Sidste år vandt han fx Sejlsportsligaen for Hellerup Sejlklub.
Mads Christensen har i 26 år været ansat hos North Sails, bl.a. som sælger. Men nu vil han selv prøve kræfter, sammen med designeren Sofus Pedersen.
En respekteret designer, der har været med i store, internationale projekter, bl.a. i samarbejde med America's Cup-designeren Henrik Søderlund.
Firmaet har købt designprogrammer, symaskiner og en ny dansk hjemmeside er på åbnet, lige som en sejlmager mere skal ansættes, det forklarer kapitalinvestor i firmaet, forretningsmanden og sejleren Torben Bjørn Christensen til minbaad.dk.
Om målet medOne Sails i Danmark, lyder forklaringen:
- Vi vil være de lokale sejlmager og sætte service i højsæde. Vi vil være tilstede når sejlerne har brug for det. Derfor har vi åbent alle dage i påsken og weekender over forår og sommer. Med OneSails kan vi tilbyde fine tursejl til den lille turbåd. oOg til grand prix raceren har Onesails et enestående produkt i Forte 4T, som er uden film, siger Torben Bjørn Christensen, der også er medejer af ShipShape, Gertsen & Olufsen, SailSupport og Heino Cykler bl.a.
Ny fabrik i Italien og Slovenien
One Sails sejl bliver produceret på en ny fabrik i Italien og Slovenien, og hovedkontoret ligger i Italien, tæt på Venedig. I Danmark skal symaskinerne typisk bruges til reparationer.
Om hvordan at One Sails skal blive en succes i Danmark, lyder det videre fra Torben Bjørn Christensen:
- Både Mads og Sofus sejler på en del både og kender en de kunder i forvejen, vi håber selvfølgelig på, at de kunne blive One Sails kunder fremover. Vi forventer faktisk at få hele Skandinavien som marked.

One Sails starter med at give 20 procent rabat på sejlene i april måned. Og det er ikke en aprilsnar, forsikrer Mads Christensen.

