Nørregaard og Viborg vinder EM-sølv
Anette Viborg og Allan Nørregaard vandt lørdag sølv ved EM for Nacra 17. Det er første gang, Danmark vinder medalje i Nacra-klassen. Lin Ea Cenholt og Christian Peter Lübeck vandt medal race.
Dansk sejlsport hentede lørdag årets tredje mesterskabsmedalje i de olympiske klasser. Ved Nacra 17-klassens EM i Barcelona sejlede Anette Viborg og Allan Nørregaard en sølvmedalje i hus efter en stærk afsluttende præstation i Medal Race, hvor de sluttede som nummer tre. En australsk besætning tog andenpladsen i stævnet, men kunne ikke vinde sølvmedaljen.
”Vi er utroligt stolte over, hvor langt vi er nået på kort tid. Vi har kun sejlet sammen siden marts i år, så det er et resultat, der lover godt for vores videre OL-forberedelser,” sagde Allan Nørregaard.
”Endelig fik vi igen et stævne, hvor der også var let luft. Det har vi ventet på efter flere stævner, hvor vi nærmest kun har sejlet i hårdt vejr. Vi er bedst, når vi både har den lette og den lidt hårdere vind, og det fik vi her,” sagde Nørregaard, der ved OL i 2012 vandt bronze i 49er med Peter Lang.
Viborg og Nørregaard skabte grundlaget for EM-medaljen ved at vinde to ud af fire sejladser fredag, hvilket rykkede dem fire pladser frem i stillingen til den tredjeplads, som de forsvarede lørdag.
Det er første gang, Danmark vinder medalje i Nacra-klassen, der er ny på det olympiske program som mixklasse ved OL i Rio.
Dansk sejr i Medal Race
Den anden danske landsholdsbesætning med Lin Ea Cenholt og Christian Peter Lübeck imponerede ved at vinde Medal Race, som de førte fra anden mærkerunding og resten af sejladsen. Samlet sluttede Cenholt/Lübeck på syvendepladsen.
Tredje danske EM-besætning med Anne-Line Thomsen og Daniel Bjørnholt sluttede som nummer 36.
EM var det første stævne i en lang række, som over de næste otte måneder afgør den danske udtagelse i de syv klasser, hvor Danmark er sikret en plads ved OL i Rio.
Allan og Anette tog medalje, sådan. Tillykke.