Gå til hoved-indhold
Sejladsen henvender sig både til erfarne kapsejlere og ivrige tursejlere. Foto: ØresundsugenKapsejlads
Sejladsen henvender sig både til erfarne kapsejlere og ivrige tursejlere. Foto: Troels Lykke

Rundt om Forterne er også til kapsejlads

Har du ikke før turde tage springet til onsdagsejlads? Med hverken kapsejladsregler, licens eller målerbrev er ”Rundt om Forterne” 15. august en mulighed for at prøve dine og bådens evner på banen.

Af Sara Sulkjær |

Når Øresundsugen lørdag d. 15. august lakker mod enden, bliver det med kapsejladsen ”Rundt om Forterne” som et af de store højdepunkter. 

- En hyggelig dag på Sundet med ædel kappestrid, hvor alle kan deltage, skriver arrangørerne Rahlf Nielsen og Hans Rysgaard i invitationen. 

Eneste krav til deltagelse er en sejlbåd på over 6 meter med ansvarsforsikring og minimum to personer ombord. Hverken kapsejladslicens eller målerbrev er altså nødvendigt. 

Således er der grundlag for et stort felt med deltagelse af både kapsejlere og tursejlere. 

Åbent for klasseløb

Feltet inddeles i tre hovedgrupper for henholdsvis flerskrogsbåde, store både og mindre båd. 

Herudover er der åbnet op for muligheden for individuelle løb for de forskellige klassebåde. Dog skal hver klasse have mindst 5 deltagende både.

De tre hovedfelter sendes afsted øst for Trekroner klokken 10.00 lørdag. Ruten går herefter rundt om Middelgrundsfortet, Flakfortet og Middelgrunden for at slutte, hvor det hele startede, nemlig i Trekroner. 

Kapsejladsreglerne er droppet

Har du aldrig sejlet kapsejlads før - og dermed aldrig beskæftiget dig med reglerne for dette - behøver du ikke lægge søvnløs om natten.

De normale kapsejladsregler er nemlig ikke basis for denne sejlads. Det er derimod de kendte Søvejsregler, du skal have styr på. 

- Men sejl forsigtigt og undgå sammenstød, opfordrer arrangørerne. 

Starterne sejles efter Søvejsreglernes særlige bestemmelser for startprocedure. 

Sejltid udregnes med TCC og Texel

Sejlbådenes tid på vandet bliver korrigeret med ”Time Correction Coefficient”, også kaldet TCC. Den beskriver, hvor hurtigt båden bør sejle.  

- Sejltiden bliver ganget med TCC, så man får præmietiden. Jo lavere præmietid, jo højere op på præmielisten, lyder forklaringen i invitationen. 

For flerskrogsbådene er det Texel-systemet, der anvendes. 

Kapsejladsen afsluttes med præmieoverrækkelse og socialt samvær i S/K Lynetten.

Der vil være præmier for hver 5. tilmeldte båd. 

Tilmelding til kapsejladsen koster 150 DKK og kan foretages her

Invitationen kan læses her

Læs mere om Øresundsugen her.  

content-loader
content-loader
content-loader