Gå til hoved-indhold
Kapsejlads
Michael Hestbæk og besætning: Foto: Mick Anderson, sailingpix

Hestbæk om 8. plads ved Melges-VM: Jeg gjorde det svært for os

- Jeg valgte en ret aggressiv starttaktik helt ude ved enden af linien, og det kostede os mange placeringer, fordi jeg ikke fik os afsted i fri luft, siger Hestbæk. Ingen sejlads søndag.

Af Mick Anderson, Middelfart |

Det er ikke ofte, at konkurrenterne til VM-guldet bøjer sig i støvet for den nye verdensmester. Ikke desto mindre skete det i overført betydning på Middelfart Marina søndag eftermiddag.

Da den schweiziske komet, Christopher Rast, fik overrakt en vandrepokalen - en mini-model af en Melges 24 med navnene på de tidligere 20 verdensmestre - skete det til stående bifald og positive tiråd fra de 495 andre sejlere, som den sidste uge har kæmpet om VM-guldet på vandet syd for Fænø.

For Rasts sejlads har været helt usædvanlig. Ingen på havnen kunne resultaterne fra de foregående 20 verdensmesterskaber i Melges 24-klassen i hovedet, men alle var enige om, at Rasts sejr må være den mest suveræne nogensinde.

- Mine gaster ombord gør det let for mig som skipper. De har været gode til at lægge en taktik, som har været nem for mig at følge. Vi har startet lidt konservativt og satset 100 procent på at sejle i fri vind efter vores game-plan, siger Christopher Rast om sejren.

Han har fire gaster med ombord, som han har sejlet med i flere år. På nær én, Pavel Tolonen, som har overtaget den forreste plads i båden, for Rasts kone, der normalt sejler med, er gravid i 23. uge.

- Der er vist ikke andre gaster i feltet, som kan sige, at de har vundet VM-guld i deres første Melges-stævne, griner Tolonen, mens han tørrer champagne væk fra ansigtet.

Champagnen er ham og de andre på båden vel ondt. Et forspring på 53 point ned til Andrea Racchelli på andenpladsen og 81 til den tidligere verdensmester Bora Gulari på tredjepladsen viser med al tydelighed, at holdet formåede at sejle en serie uden nogen graverende fejl.

Jeg gjorde det svært for os
Én, der lavede et par store fejl, er OL- og America's Cup-sejler Michael Hestbæk, som blev bedste dansker.

- Her bagefter må jeg sige, at vi er godt tilfredse med ottendepladsen. Jeg valgte en ret agressiv starttaktik helt ude ved enden af linien, og det kostede os mange placeringer, fordi jeg ikke fik os afsted i fri luft. Der skulle vi nok have kigget mere på Rast, der startede mere forsigtigt - til gengæld kom han afsted med sømmet i bund. Og det gjorde vi ikke, siger Michael Hestbæk

Der kommer ikke mere Melges-sejlads på hans kalender resten af sæsonen. Nye, spændende projekter venter ved siden af arbejdet som coach for Extreme 40-holdet SAP.

Eminent stævne
En rutineret ræv i feltet er aarhusianske Kim Christensen, som fik bronze ved VM i San Fransisco for to år siden. I Middelfart kom der dog aldrig rigtigt gang i skuden, og han slutter på en 13. plads.

- De første to dage får jeg kludret os ind i nogle tåbelige situationer, der koster os strafrunder og tilbagekaldelser på grund af tyvstart. Rent fartmæssigt bliver vi i løbet af stævnet bedre til at sætte båden op i den lette luft, så vi kan være med helt fremme. Men så hjælper det jo ikke, at jeg får en hjerneblødning, når vi ligger på femtepladsen, og rammer topmærket, opsummerer Kim Christensen sin og holdets performance.

- Vores målsætning var en top-10, og det havde nok været mere muligt, hvis der havde været mere vind, så vi er da lidt skuffede. Til gengæld er vi glade for at have været med i så vellykket et stævne. Dommeren har været eminent til at udnytte tiden på vandet, og man skulle ikke bruge for lang tid på at tygge madpakken i sig, før vi skulle i gang med en ny sejlads. Og sejladsområdet er rost af mange sejlere, fordi det er så frit og svært med strømmen. Alt i alt - et eminent stævne, siger Kim Christensen.

Melges 24 - samlet resultat efter 12 sejladser:
1. Christopher Rast, SUI, 57 point
 2. Andrea Racchelli, ITA, 110 point
 3. Bora Gulari, USA, 138 point
 4. Riccardo Simoneschi, ITA, 150 point
 5. Carveth Geoff, GBR, 170 point
 8. Michael Hestbæk, DEN, 190 point
 13. Kim Christensen, DEN, 223 point
 19. Kris Houmann, DEN, 283 point
 27. Marc Wain Petersen, DEN, 374 point
 28. Peter Warrer, DEN, 376 point
 29. Jesper Bendix, DEN, 381 point

Fotos: Mick Anderson, www.sailingpix.dk

Vandrepokalen til verdensmestrene.

content-loader
content-loader
content-loader