4,5 mio. kr. til projektering af Sejlsportscenter i Aarhus
Aarhus Byråd bevilgede i går penge til at starte projekteringen af sejlsportscentret, der skal være klar 2018 til ISAF-VM. Og der arbejdes på at skaffe de sidste millioner.
Selv om Fonden Aarhus Internationale Sejlsportscenter stadig kun har halvdelen af de 72 mio. kr., som det koster at bygge det planlage sejlsportscenter på havnen, er der bred opbakning bag projektet i byrådet.
Byrådet besluttede i aftes at bevilge 4,5 mio. kr., så projekteringen af sejlsportscenteret kan komme i gang.
Torben Houborg fra Aarhus Sejlklub i dag på facebook:
- Det er ønsket om at få sejlsportscentret klar til 2018, som presser på, sammen med mange oprigtige ønsker om at støtte det Århusianske Sejlsportsmiljø. Der er også nye planer på vej om at støtte aktiviteter i "inderhavnen", initiativer som vi selvfølgelig skal støtte. Vi kan takke en række politikkere og medarbejder i Aarhus Kommune, for vi er kommet så langt.
A.P. Møller-fonden har stillet som krav for sin donation, at projektet kommer i gang inden maj i år.
- Vi har verdens bedste sejlsportsområde i Aarhus Bugten, og jeg er slet ikke i tvivl om, at sejlsportscenteret nok skal blive til noget. Og det er noget vi i byrådet har ønsket i en årrække,« sagde Marc P. Christensen (K) til Aarhus Stiftstidende.