Gå til hoved-indhold
Kapsejlads
Stig Westergaard midt i billedet er helt solgt til 12 mR-sejlads og ret dygtig til det. Foto: Stenfeldt

Howaldt vinder 12-meter EM med Westergaard - trods kollision

Stig Westergaard var taktiker under EM i 12-meter i Flensborg på Vim fra 1939, mens Jesper Bank styrede en anden dansk båd, Vanity, som Thomas Andersen havde chartret. Interview. Se også NDR.

 

 

 

 

Af Troels Lykke |

Stig Westergaard og Jesper Bank kæmpede i sin tid om Soling-plads til OL. Nu gjorde de det igen på hver sin 12-meter. Men det var langt mere afslappet end Soling-krigen i 90erne, understreger Westergaard overfor minbaad.dk.

Men Stig Westergaard gjorde det bedst blandt det rekordstore 12-meter felt på 14 både.

Westergaard har da også været aktiv i 12-meteren siden AC i Valencia, mens Jesper Bank ikke har samme erfaring med de 27 tons både, der er tre minutter om at komme op i fart før en start. Det fortæller Stig Westergaard, der blev set sætte super starter ind i flere af sejladserne.

Se indslag fra sejladsen fra NDR

- To af dem kunne man skrive en lærebog efter, hvor vi tog luvstarter der var timet med god fart. Men alting gror jo ikke ind i himlen, så i en af starterne havde Evaine, med Peter Kampman, Phillip Skafte-Holm og Lars Stenfeldt om bord luret os, og fik os luffet forbi mærket, forklarer Stig Westergaard til minbaad.dk.

Sejlede Drage ned

Stævnet startede dog helt forkert for Vim, da de 7 minutter før allerførste start sejlede en Drage ned som lå inde i startområdet. Ejer Patrick Howaldt kunne ikke nå at undvige Dragen, der blev ramt på hækken, så rorsmanden i Dragen røg i vandet og Dragen tog faretruende meget vand ind, men ingen kom til skade.

Vim fik hul i stævnen og vandet sprøjtede ind i skroget, så 12-meteren fra 1939 måtte udgå lige før start. Men holdet fik godtgørelse og vandt suverænt efter seks sejladser (de smed en 2. plads).

- Det var ikke smart at Dragerne lå oppe på vores startlinje, det kunne have gået grueligt galt, forklarer 51-årige Stig Westergaard fra Frederiksberg.

Hårdt arbejde at sejle 12-meter

Han er helt solgt til sejlads i 12-meter sejlads.

- Det er ekstremt hårdt for alle gasterne, der er meget manuelt arbejde og det er ikke særligt ergonomisk at stå og arbejde på spillene. Alle sveder tran, siger Stig Westergaard, der i år fortsætter med at sejle 12-meter med Vim.

Jesper Bank styrede Vanity for sin tidligere gast, Thomas Andersen. Han havde derudover sine OL-gaster Jesper Seier og OL-sportschef Thomas Jacobsen med, men også Bjørn Westergaard.

Svært at være sur

Om stævnet generelt, siger Stig Westergaard:

- Klassisk 12mR sejlads er en sand lise for sjælen. Bådene er så smukke at det ganske enkelt er umuligt at være sur. Og det giver ædel kappestrid i stedet for indædt konkurrence. Derudover er sejladserne er ekstremt tætte. I en af sejladserne havde 4 både overlap over linien. Så der er ikke noget at sige til at de klassiske 12mr efterhånden er en af verdens største bigboat klasser. Det er bare sejlerglæde ad libitum.

Se resultater

Vim fejres i Flensborg for EM-guld. Foto: Sanne Ørnebjerg

Erik Tingleff Larsens nye 12-meter er ret smuk. Den kommer til at ligge i Tuborg Havn, så der i alt er fire af bådtypen havnen. Foto: Bjørn Westergaard

Vanity blev styret af Jesper Bank.

content-loader
content-loader
content-loader