Gå til hoved-indhold
Malene Wilken har før sejlet til Middelhavet med mand og to små børn i en Vindö 40. Og hjem via Europas floder. Det er der kommet to bøger ud af.Kort Nyt
Malene Wilken har før sejlet til Middelhavet med mand og to små børn i en Vindö 40. Og hjem via Europas floder. Det er der kommet to bøger ud af.

Malene: Det bliver godt vejr i Pinsen

Sådan hørte jeg mig selv sige til en veninde forleden. Jeg håber nemlig at vejret bliver så godt, at jeg kan komme ud og sejle, blogger forfatter Malene Wilken fra Holbæk.

Af Malene Wilken, Holbæk |

Vores båd, en Vindö 40, er på land i år. Det har været en hård beslutning, men den var nødvendig. I for lang tid har vi udskudt noget vedligeholdelse, der burde været lavet for længe siden.

Vi vidste godt det trængte til at blive lavet, og har op til flere gange lagt planer for hvordan vi skulle få det fikset. Men. Det der sker når vejret er godt, er jo at vi kommer til at sejle i stedet for at vedligeholde.

Derfor tog vi (engang i løbet af vinteren) den hårde beslutning, at lade båden blive på land i år.

Det var en god beslutning. Men hvor har det dog svært at holde fast i den. Især når invitationerne til sommerens sejlende arrangementer begyndte at tikke ind.

Særligt hårdt blev det, da vi fandt ud af, at det Pinsetræf vi ikke har haft mulighed for at deltage i de sidste tre år, har jubilæum i år. AV, den sved.

Faktisk sved den så meget, at vi var på nippet til at lade båden få endnu en sæson i vandet. Den kan jo sagtens sejle, og vi har før med held lavet nogle midlertidige løsninger, der har fungeret. En bonus ville også være, alle de dejlige aften- og weekendture vi så kunne se frem til.

Vi var meget tætte på at gøre som vi plejer. Lade båden komme i vandet, og bilde os selv ind, at vi selvfølgelig ville være i stand til at være fornuftige. I år ville vi finde tiden til vedligeholdelse mellem årets sejladser.

Men nej, vi viste os fra den modne side, og holdt fast i beslutningen om at lade båden få en forlænget landlov.

Tag en kiks, og kom videre
Det var vist lidt af en prøvelse at være til middagsselskab med os de næste par måneder. Da jeg på et tidspunkt var blevet træt af at høre min egen stemme, der klynkende fortalte dem der gad lytte, om hvor hårdt det var at være os, og hvor gerne vi ville ud og sejle, tog jeg en beslutning.

Til hverdag holder jeg foredrag, der handler om at gøre drømme til virkelighed. Min tese er, at hvis man ser tingene fra en lidt anden vinkel, findes der en løsning på (stort set) alle problemer.

På et tidspunkt fik jeg en tanke. Hvad nu hvis der fandtes en løsning, så vi både kunne vedligeholde båden, OG komme ud og sejle?

Hvor svært kan det være?
Som det så ofte er tilfældet, lå løsningen lige for. Vi lånte en båd af nogle venner, der ikke havde planer om at sejle i Pinsen. Og ikke alene fik vi løst vores problem med den manglende båd, vi fik også mulighed for at indfri et (efterhånden noget flosset) løfte.

I nogle år har vi lovet at lave nogle småting på den båd vi skal låne. Men. Vi må med skam erkende, at når hverdagen gør sit indtog, har dagene det med at smuldre.

Også selvom man ikke kan dække sig ind under at have små børn. Så ud over udsigten til at komme på vandet, får vi nu holdt hvad vi har lovet.

Derfor kan jeg allerede nu proklamere, at det bliver fantastisk sejlvejr i Pinsen. Det er nemlig der jeg skal ud og have årets sejltur. Den der skal holde modet oppe, indtil det gode skib igen ligger i sit rette element. God vind.

Malene Wilken er forfatter til bøgerne 'Skibet er ladet med eventyr' og 'Sluserne åbner for nye eventyr'.

Link til blog og hjemmeside
http://malene.aefnityr.dk
http://www.aefnityr.dk

content-loader
content-loader
content-loader