Gå til hoved-indhold
Kort Nyt
Over hele linjen er der solgt flere både og mere udstyr end i 2013, lyder det fra samtlige forhandlere, som minbaad.dk har talt med. Foto: Flemming Kyster

29.579 til udstilling i Fredericia - 1075 flere end i 2013

Smuk forårssøndag markerede afslutningen på 2015-udgaven af Fredericia Boat Show. Solen symboliserede også stemningen i hallerne med virkelig godt salg.

Af Flemming Kyster, journalist |

Dels var besøgstallet rigtig flot – 29.579 mod 28.504 sidste gang – og dels var købelysten og optimismen blandt gæsterne så stor, at branchen virkelig har fået forårsfornemmelser.

 - Det har været fantastisk. Vi har aldrig solgt så meget som i år, konstaterer Torben Seilman fra Kolding Marinecenter, som er med på Boat Show for sjette gang.

 - Lørdag i sidste weekend var så god, at vi ikke troede, det kunne overgås. Men denne lørdag viste sig at være endnu bedre – nok blandt andet på grund af Mikkel Beha Erichsens foredrag – så vi er ovenud tilfredse, siger Torben Seilman, som blandt andet har langet masser af sejlerbeklædning og maling over disken.

Ifølge koldingenseren er folk i højere grad end sidst gået efter de dyrere og mere kvalitetsprægede varer, og samme oplevelse har Martin N. Nielsen fra Dansk Marineudstyr:

- Folk vil godt bruge penge igen – det er helt tydeligt, lyder det fra indehaveren i en sjælden pause søndag eftermiddag. Han og medarbejderne har nemlig løbet rigtigt stærkt på de syv messedage, hvor de har solgt for omkring dobbelt så meget som budgetteret!

MS Bådfinans

At det ikke kun er udstyr men også både, der har været rift om, kan erhvervsrådgiver og bådkonsulent Palle Mogensen fra Middelfart Sparekasse tale med om.

Den vestfynske sparekasse lancerede på Boat Show ”MS Bådfinans”, og dét ramte tydeligvis et kæmpe behov i markedet. Det har i længere tid været nærmest umuligt at låne penge til bådkøb, selv hvis man har en bundsolid økonomi.

- Interessen har været kæmpestor. Det er sjældent, at et nyt bankprodukt vækker så stor begejstring, griner Palle Mogensen, der nærmest er blevet belejret af både besøgende og bådforhandlere.

Via MS Bådfinans er flere konkrete bådhandler allerede gået igennem, og flere er på vej, efterhånden som Palle Mogensen og hans kollega får arbejdet sig ned i bunken af henvendelser.

- Det er dejligt, at man både kan hjælpe med at sætte skub i branchen og få en række gode kunder, konstaterer en yderst tilfreds Palle Mogensen.

Næste Boat Show i MESSE C afholdes den sidste weekend i februar og den første weekend i marts 2017.

content-loader
content-loader
content-loader