Gå til hoved-indhold
Sejlklubber
Arkivfoto: Troels Lykke

Natorp giver Gråsten en sidste chance

Dansk Sejlunion og formand Hans Natorp giver Gråsten Sejlklub en sidste frist til at optage et medlem, som klubben ekskluderede på utilstrækkeligt grundlag.

Af Troels Lykke |

Dansk Sejlunions bestyrelse har mandag den 7. september besluttet at give Gråsten Sejlklub en sidste mulighed for at optage et ekskluderet medlem. Det fortæller Dansk Sejlunion til pressen.

Fristen gælder indtil 23. september, hvor Dansk Sejlunion har inviteret Gråsten Sejlklub til et møde. Her vil klubben blive bedt om definitivt at meddele, hvorvidt klubben vil opfylde sine forpligtelser som medlemsklub i Dansk Sejlunion.

Hvis Gråsten Sejlklub fortsat afviser at genoptage medlemmet, vil Dansk Sejlunions bestyrelse i henhold til sejlunionens vedtægter ekskludere klubben.

Sagen skal afsluttes
”Vi har gennem det seneste halvandet år forsøgt med dialog, mægling og gentagne opfordringer til Gråsten Sejlklub om at følge de afgørelser, der er truffet. Jeg medgiver, at der er tale om en vanskelig sag med mange følelser involveret. Samtidig må jeg understrege, at vi er nået til et punkt, hvor sagen skal afsluttes. En sidste gang vil jeg appellere til klubben om at følge afgørelserne og dermed forblive en del af fællesskabet i sejlsporten,” siger Hans Natorp, formand for Dansk Sejlunion.

Gråsten Sejlklub blev den 1. maj 2015 suspenderet som medlem af Dansk Sejlunion. Det skete som konsekvens af, at klubben trods gentagne henstillinger ikke havde efterlevet en kendelse fra Dansk Sejlunions Ordensudvalg – siden stadfæstet af DIF-idrættens Højeste Appelinstans i januar 2014 – om at lade et ekskluderet medlem genindtræde i klubben.

Se Ordensudvalgets kendelse her

Se kendelse fra DIF-Idrættens Højeste Appelinstans her

Baggrund
En sejlklub kan ekskludere et medlem, når forholdet er tilstrækkeligt alvorligt, når sejklubben har udnyttet alle andre muligheder og sanktioner, og når sejlklubben skriftligt har dokumenteret og begrundet sagens indhold og hvilke regler i klubben, som er overtrådt. En eksklusion kan ankes til Dansk Sejlunions Ordensudvalg og derefter til DIF-Idrættens Højeste Appelinstans.

Betingelser var ikke opfyldte
I den konkrete sag fra Gråsten Sejlklub har først Ordensudvalget og siden Appelinstansen vurderet, at betingelserne for klubbens eksklusion af medlemmet ikke var opfyldte.

Sejlklubber og Dansk Sejlunion er forpligtet til med det samme at efterleve Ordensudvalgets og Appelinstansens kendelser. Dansk Sejlunions bestyrelse har mulighed for at ekskludere en medlemsklub, som ikke efterlever sine forpligtelser, herunder afgørelser fra Ordensudvalget og Appelinstansen.

En ekskluderet sejlklub har mulighed for at få sin sag behandlet på Dansk Sejlunions generalforsamling. Gråsten Sejlklub har i hele forløbet afvist at efterleve kendelserne fra Ordensudvalget og Appelsinstansen.

content-loader
content-loader
content-loader