Golden Gate Yacht Racing Challenge udfordrer Americas Cup
Tom Ehman, en af nøglepersonerne i relation til Americas Cup gennem årtier, er i gang med et alternativ til Americas Cup. Opdaterede 12-metere kan bygges for “kun” 20 millioner kroner.
Associated Press, The Republic og Sail-World skriver at “rødderne” i San Francisco nu klart markerer at selvom Russel Coutts og hans sponsor Larry Ellison, Oracle satser på Americas Cup på Bermuda, så er der behov for “en klassisk Americas Cup-lignende” kapsejlads.
En af de regler der anføres er, at deltagerne skal være fra det land de repræsenterer. Desuden foreslås det at der skal være lavere start-gebyrer og pengepræmier.
Tom Ehman anfører at det skal være billigere end det nuværende Americas Cup og skriver at designere mener at klassiske, opdaterede 12-metere kan bygges for “kun” 3 million US Dollars pr stk (20 millioner kroner) og “kun" 1 million USD i drift pr hold pr år.
Alle informationerne tyder på, at der er forhåndstilsagn fra virksomheder og enkeltpersoner der hellere vil bakke op om San Francisco og Tom Ehman, end bruge pengene på Bermuda. Det bliver spændende at se hvem der står bag projektet. Det kunne være nogle af de hold der har meldt fra til Americas Cup…
Planen er at startskuddet til første sejlads lyder i juli 2017, det vil sige “tilfældigvis” næsten samtidigt med Americas Cup på Bermuda.
Læs mere her: www.therepublic.com/view/story/8ed5fd241c9e4822ba71f0b2e0cabca7/SAI--12-Meter-Regatta