Køstner og Gram-Hansen i front i Oman
Jes Gram-Hansen og Rasmus Køstner havde en super dag på vandet ud for Muscat i Oman, hvor de vandt fire ud af otte sejladser i Extreme Sailing Series.
Efter fire sejre torsdag rykkede danskerne frem på en samlet førsteplads i Extreme Sailing Series.
Vejrforholdene bød på stærk vind, der stillede store krav til håndteringen af Extreme 40-bådene, og det klarede den danske duo altså bedst.
Efter dagens indsats var Rasmus Køstner godt tilfreds med at konkurrenterne blev sat til vægs.
- Vi havde virkelig en fin dag i dag, hvor det lykkedes os at vinde fire sejladser. Normalt gør Wave og Oman Air det virkelig godt her på deres hjemmebane, men i dag formåede vi at matche dem. Vi havde nogle sejladser, hvor vi virkelig fik noget speed ind, og det passede os godt, siger Rasmus Køstner til dr.dk


