Rindom vinder 1.000 euro for bronze i World Cup
- Jeg skal undgå at blive nervøs på førstedagen og tro mere på mine beslutninger, fortæller Laser Radial-sejler Anne-Marie Rindom. Baad og Thusgaards kæntring i lørdags kostede bronze.
Laser Radial-sejler Anne-Marie Rindom, der sejler for Horsens Sejlklub, men studerer idræt og træner i Aarhus, sluttede på tredjepladsen ved OL-klassernes World Cup i OL-byen Weymouth i Sydengland.
Det var Rindoms tredje podieplads i 2015. For placeringen modtog hun 1.000 euro, mens vinderen modtog 3.000 euro. Det er nyt at OL-sejlerne nu vinder penge i World Cup-stævnerne.
- Min fart er der helt sikkert god, det er kun oppe i hovedet at jeg skal blive bedre. Jeg skal undgå at blive nervøs på førstedagen og tro mere på mine beslutninger. Jeg synes jeg lå til at blive nummer to i stævnet, siger Anne-Marie Rindom og griner søndag, hvor hun fyldte 24 år.
Rindom sejlede et fremragende Medal Race, hvor hun krydsede målstregen som nummer to.
Det var nok til at avancere to pladser i den samlede stilling – og lige præcis nok til at skubbe briten Alison Young ned fra podiet. Dermed en tredjeplads og bronzemedalje i fødselsdagsgave til Rindom, der søndag fyldte 24 år.
Det var Horsens-sejlerens tredje podieplacering i 2015. Blandt andet vandt hun tidligere på året World Cup’en i Miami. Næste store opgave for Rindom og landsmandinden Sarah Gunni, der blev nummer 11 i Weymouth, bliver europamesterskaberne, der sejles i Kaløvig, nord for Aarhus, i dagene 17.-24. juli.
49erFX'ere kæntrede fra førsteplads
49erFX-klassen blev vundet af verdensmestrene fra Brasilien, men der var tre danske både med i søndagens Medal Race.
Danskerne sluttede på lige præcis de tre placeringer uden for podiet – som nummer fire, fem og seks. Med europamestrene og VM-sølvvinderne Ida Marie Baad og Marie Thusgaard fra Aarhus, som bedst af de tre – foran henholdsvis Maiken og Anne-Julie Schütt fra Horsens samt Jena Mai Hansen og Katja Salskov-Iversen fra Hellerup.
Ida Marie Baad er skuffet over fjerdepladsen.
Hun siger til minbaad.dk:
- Vores kæntring i lørdagens sejlads blev dyr, det kostede os reelt en podieplacering fordi vi førte da vi kæntrede, vi væltede i en bomning, og det kostede os syv point. I Medal Race skulle vi også have holdt os i nærheden af spanierne, der slog os, men ellers fint stævne i frisk vind. Nu tager vi hjem til Aarhus og træner i fjorten dage før vi tager til EM i Portugal og sejler fra femte juli.
I Nacra 17 sluttede Lin Ea Cenholt fra Aarhus og Christian Peter Lübeck på en samlet niendeplads.
Den anden danske landsholds-Nacra med Allan Nørregaard og Anette Viborg måtte tidligere på ugen udgå på grund af en skade. Begge danske besætninger er med, når Kaløvig i dagene 5.-12. juli er vært for VM i Nacra-klassen.