Gå til hoved-indhold
Kapsejlads
Besætning havde tydeligvis problemer. Fotos: Ulrike Bauer
Kapsejlads
Kapsejlads
Kapsejlads
Kapsejlads

ScanKap 99-DM: Sort sol over Kerteminde

Aabenraa-sejlerne Ilsvard, Duedahl, Hansen og Kirkegaard, overaltvinderne fra Palby Fyn Cup, vandt DM for 3. gang. - Membran-fokke er god for klassen, de holder formen, siger Elvstrøm-sejlmager.

Af Troels Lykke |

DM i ScanKap 99-klassen, den 13-16. august med 17 både, var i år i Kerteminde Sejlklub, med Jørgen Holm som stævneleder.

Han kunne byde velkommen til alle sejlerne i klubbens dejlige, næsten helt nye søsportscenter, fortæller Egon Høeg fra Kerteminde Sejlklub. Han tog selv en 5. plads i båden Scanti.

Der var planlagt 5 sejladser fredag og 5 sejladser lørdag, med en fratrækker efter 5 sejlads.

Fredag bød på hård vind fra øst og dermed store bølger, så det stillede store krav til baneleder Hans Friis og mandskab.

5 sejladser på 5 timer

Trods de svære forhold lykkedes det at gennemføre 5 perfekte sejladser på godt 5 timer. Der blev sejlet på op/ned baner med gate og 3 omgang i hver sejlads, så det var nogle trætte sejlere der kom i havn efter sejladserne.

Sort Sol fra Aabenraa med Henrik Ilsvard som skipper og gasterne Søren Dueldal, Søren Hansen og Frank Kirkegaard, var helt suveræne i den hårde luft i deres kun seks år gamle båd.

Om fredagen satte de fire førsteplaser og en andenplads ind, mens Frk. Fast fra Aarhus, med Jens Fast og gaster, lå som nummer 2 og forsvarende danmarksmester Provence far Vordingborg med Christian Fogt Andersen ved rorpinden, lå som nummer 3.

Fokketrim med tvist gav gevinst

Elvstrøm Sails sejlmager Søren Hansen, gast på vinderbåden, forklarer i dag til minbaad.dk, at især fokketrimmet betød en del den første dag i de store bølger:

- På den ene halse var bølgerne lige imod, mens den på den anden halse var mindre imod, men på den halse lige imod sørgede vi for at køre indhaleren til fokken ind i bunden, mens vi åbnede fokken i toppen. Med indhal på fokken skabes også mere tryk på forskibet og kombineret med en mere åben top skabes mulighed for at arbejde i et bredere spor i bølgerne, uden at båden krænger for meget, når der faldes til efter en bølge. Det ville sige at Henrik (rorsmanden, red.) kunne falde af ned af bølgerne uden at båden krængede, for gør en ScanKap 99 det, går den i stå. Det gjaldt derfor om at finde et spor hvor vi gik lavt og da Henrik lavede gode starter gik det fint, forklarer Søren Hansen.

Membran-fokke holder - godt for klassen

Storsejlet i bådtypen skal være i gammeldags dacrondug, men for få år siden tillod man at de dyrere menbran-sejl til fokken. Og det har vist sig at være en god idé, mener Søren Hansen, der selv sejlede med en to år gammel Elvstrøm Epex Tecnora fok, der i år havde fået de værste tæsk i kuling under Palby Fyn Cup, som Sort Sol vandt overalt efter DH.

- De ældre typer radialskåret fokke, der er to år gamle, kan ikke holde faconen i forhold til dem, der sejler med membran-fokke, der bliver ved med at holde faconen år efter år og det er dermed billigere i længden at købe den til kapsejlads. Så klubbens beslutning har vist sig at være den rigtige om at tillade ny teknologi, nu må vi se om storsejlet også en dag bliver med membran-dug, siger Søren Hansen.

Let vind lørdag - Frk. Fast bedst

Lørdag morgen valgte Hans Friis at skyde udsættelse, da en kraftig tordenbyge var på vej ind over området.

Det betød at sejlerne kunne sidde behageligt og nyde morgenkaffen, med udsigt over bugten og vejrets udvikling. Under tordenvejret var der helt vindstille, men på bagkanten af bygen begyndte en let vind at stabilisere sig, så banelederen sendte bådene på vandet.

Det blev til 4 sejladser, med drejende og aftagende vind, så sidste sejlads blev afkortet og 5. sejlads blev fornuftigt droppet.

I den lette luft lavede Frk. Fast den bedste serie med placeringerne 1-4-2-1, men det var ikke nok til at indhente Sort Sol fra dagen før. Top 3 var derfor uændret efter 2. dagen og Sort Sol kunne igen bringe guldmedaljer og trofæ med til Åbenrå.

DM-resultat fra Kerteminde

Bronze, guld og sølvvindere fra Kerteminde.

Her ses Sort Sol under Palby Fyn Cup i år, hvor holdet styrtede med spiler i Storebælt og tog flere hundrede liter vand ind i kahytten, men de vandt alligevel overalt efter DH. Foto: Troels Lykke

content-loader
content-loader
content-loader