Gå til hoved-indhold
Kapsejlads
15 X-35ere deltog ved VM. En dansk båd deltog. Foto: Frederik Sivertsen

Mohr på VM-guldbåd i X-35 i X-Yachts Gold Cup

Tidligere verdensetter i matchrace og America's Cup-sejler Sten Mohr gav som taktiker ro og sejr til finsk X-35er. 60 både fra 12 nationer deltog i X-Yachts Gold Cup i flere klasser i Tuborg Havn.

Af Troels Lykke |

X-Yachts Gold Cup i Tuborg Havn sluttede lørdag i frisk vind for 60 både fra 12 lande. 600 sejlere deltog.

Og champagne-propperne sprang på molen i Tuborg Havn, da vinderen af verdensmesterskabet i X-35, Audi e-tron, kom i havn efter de to sidste sejladser på den sydlige bane ved X-Yachts Gold Cup, hvor den finske båd tog titlen sikkert hjem, sådan skriver KDYs Mathilde Ive på klubbens hjemmeside.

Ejeren Teemu Kekkonen fik ikke mange tørre minutter i land før han sammen med besætningen, blev belønnet med et dyp i det danske hav, traditionen tro.

”Vi havde en fantastisk første sejlads med en perfekt start, som sikrede os verdensmesterskabet med en sejlads til overs, så det kan man kun kalde en god dag,” smiler Teemu, der sammen med sin besætning har jagtet verdensmesterskabstitlen i en årrække. Ved sidste VM kom de hjem med sølv, men nu er de forgyldte. 

Dansk verdensmester - igen

Tidligere AC-sejler Sten Mohr, der fungerede som taktiker ombord på den nyudklækkede VM-båd, var også godt tilfreds med dagens forløb:

”Jeg var taknemmelig for juryens udskydelse af første ræs, så vi fik mulighed for at sejle med en stabil vestlig vind, hvor vi kunne sejle strategisk, og beskytte vores placering,” forklarer Mohr.

Se resultatliste for de 15 X-35ere

Han kalder det samtidig ”et taknemmeligt job” at være taktikker på en båd, som sejler hurtigt. Den ære tilfalder, foruden besætningen, den finske skipper, Anssi Lyden, der kaldte samarbejdet med sin mangeårige besætning og den danske taktiker for harmonisk:

”Vi forbedrede os hver dag, så jeg havde ro i maven forud for de afgørende sejladser i dag.”        

Audi e-trons søsterbåd, Audi Ultra, generobrede andenpladsen fra svenske Nautiska, hvilket betyder, der er finsk fejring forude, i teltet på Tuborg Havn i aften.       

Ros til baneleder

Det var ikke kun de erfarne sejlere i X-35 klassen, der sendte ros til baneledelsen for godt udført arbejde, og det glæder den nationale baneleder, Peter Stephensen Lübeck, som sammen med sit hold af 10 mand, fik gennemført 10 sejladser på X-35-banen:

”Det har været vanskeligt at lægge baner i de omskiftelige vindforhold, vi har haft de sidste fire dage, men jeg har heldigvis haft et fantastisk hold på vandet, som gjorde det muligt at reagere på vindspringene,” siger banelederen, der har 10 års erfaring og flere afholdte VM’er i bagagen.   

Velfortjent hvile   

De to sports – og familieklasser fik da også nydt stævnets sidste dag til fulde, da banelederne skød en sejlads i gang kort før kl. 15.00 på den nordlige bane.

Det betød en lidt senere ankomst til molen end X-35erne, og nogle trætte, men store smil fra især de yngre besætningsmedlemmer på familiebådene.

Ombord på Xp 38’eren, Xpresso, kunne 10-årige Felix Jenemark sætte kryds ved sin anden gennemførte Gold Cup, sammen med storesøster, Nina, mor og far.

”Vi lavede nogle gode starter i dag, men det er svært imod IMX40’eren,” siger den unge optimistsejler med et forsigtigt smil. Mon ikke der venter den unge helt en fejringsis i teltet senere, når de øvrige sejlere får en velfortjent molebajer, som afslutning på et gyldent stævne.   

Se resultater fra alle klasser

content-loader
content-loader
content-loader