Kvinders stemmeret i 100 år fejres med matchrace
De århusianske kvindenetværk, bl.a. Women in Business, Kvindepolitisk Forum og ErhvervsKvinder markerer 100-året for kvinders stemmeret med Matchrace på Aarhusbugten
Onsdag 26. august kl. 16-20 holder DKsejlsport og konsulenthuset Center for HR et anderledes netværksarrangement, som er målrettet de århusianske kvindenetværk – anledningen er 100-året for indførelsen af kvindernes valgret, som skal fejres ved at samle de århusianske kvindenetværk.
Bl.a. deltager Women in Business, Kvindepolitisk Forum og ErhvervsKvinder. 50 personer har allerede tilmeldt sig. Arrangementet koster 300,- inkl. moms
Omdrejningspunktet for arrangementet er matchracesejlads med DKsejlsport på Århus-bugten, hvor de deltagende netværk skal konkurrere indbyrdes – og til dagen bliver der lavet et særligt trofæ, doneret af kunstneren Annette Zierau, til vinderbåden.
Fejring af stemmeret
Ydermere vil byrådsmedlem Theresa Blegvad holde et oplæg for de deltagende kvinder:
”Fejring af 100-året for kvinders stemmeret er en stor ting for mig – både på det politiske og personlige plan. Jeg ser frem til at møde en flok ressourcestærke kvinder, få en masse input og tage fra arrangementet med et stort smil på læben.”
Ud over DKsejlsport, er én af drivkræfterne bag arrangementet ErhvervsKvinder Århus’ formand, Iben Jungersen, der har sin daglige gang som HR Partner i Center for HR:
”Aarhus er en by med masser af netværk – og en del af dem består af ressourcestærke kvinder. Men i dag lever de enkelte netværk desværre et godt og isoleret liv med masser af spændende tiltag og initiativer – så med dette arrangement fejrer vi 100-året for kvinders stemmeret samtidig med, at vi forsøger at skabe grobund for samarbejde på tværs af netværkene.”
8 matchracebåde
Søren Tønder direktør i DKsejlsport og tidligere Europamester i matchrace ser frem til arrangementet.
”Det er dejligt, at så mange har tilmeldt sig og er klar til at tage udfordringen op i vores 8 matchracebåde. Samarbejde og kommunikation er nøgleordene denne dag og vi forventer, at dagen vil skabe gode relationer på tværs af netværkene,” siger Tønder.
Han forklarer videre om teambuilding i Kaløvig:
"DKsejlsport er repræsenteret af nogle af landets bedste sejlere, der fungerer som professionelle engagerede instruktører. Med meget stor erfaring og utallige arrangementer bag os, sikrer vi et gennemtestet produkt med sikkerheden i top. En unik og for mange enestående oplevelse. Virksomheder bruger ofte kapsejladsbådene som et værktøj i forbindelse med ledelse, samarbejde, kommunikation og strategi, samt kunde arrangementer."
DKSejlsport bruger Tom 28 på billedet og Matcher28.