Gå til hoved-indhold
Kapsejlads
Det gik vildt for sig i Sønderborg sidste år. Foto: Troels Lykke

Ny ligasæson nu med fri udskiftning

Hver klub i Sejlsportsligaens 1. og 2. division kan i den nye sæson nu stille med op til otte sejlere ved hvert stævne – og skifte frit hen over stævnet, fortæller Ligaforeningen.

Af Troels Lykke |

Ligasejladserne får en markant ændring i den nye sæson, der bliver skudt i gang fredag den 8. maj i Skive. De 36 ligaklubber i 1. og 2. division får mulighed for at udtage en bruttotrup på op til otte sejlere til hvert stævne.

Når stævnet begynder, kan den enkelte klub frit vælge besætning mellem sejladserne. Det er en væsentlig lempelse i forhold til ligaens første sæson, hvor klubberne var bundet af de tre eller maksimalt fire navne på holdkortet ved indskrivningen før stævnestart.

”Der er to hensyn, som ligger til grund for ændringen,” forklarer Christian Lerche,  formand for Ligaforeningens styregruppe.

”For det første er der et praktisk hensyn. Vi oplevede sidste år, at nogle klubber havde svært ved at stille med fuld besætning især om fredagen, fordi sejlerne var bundet af job eller studier. For det andet har vi et overordnet ønske om at engagere endnu flere sejlere og give dem oplevelsen af ligasejlads,” siger Lerche i en pressemeddelelse fra Dansk Sejlunion. 

Fleksibilitet er afgørende
I praksis skal hver klub før stævnestart aflevere et holdkort med fire-otte navne. Alle sejlere behøver ikke være til stede fra begyndelsen, men kan støde til hen over stævnet.

Gennem hele stævnet kan klubben frit vælge besætning fra bruttotruppen helt indtil dét øjeblik, hvor sejlerne forlader broen for at blive transporteret ud til næste sejlads.

”Vores hensigt i styregruppen har været at øge fleksibiliteten og samtidig åbne op for flere sejlere. At disse bruttotrupper så samtidig kan bruges rent strategisk til for eksempel at tilpasse besætningens vægt efter vindforholdene, dét må den enkelte klub selv tage stilling til,” siger Christian Lerche.

Han understreger dermed, at bruttotrupperne er et tilbud – ikke et krav. Klubberne kan lige så vel beslutte at afvikle intern ligakvalifikation og så sende den bedste firemandsbesætning til stævnet.

Vigtig skæringsdato
Den 1. april 2015 er en vigtig skæringsdato, når det gælder ligasejlere. For hele 2015-sæsonen gælder, at klubber i 1. og 2. division alene kan benytte sejlere, der er medlem af klubben senest den 1. april. Det er ikke tilladt at stille op for mere end én klub i sæsonens løb – heller ikke trods medlemskab af flere klubber.

content-loader
content-loader
content-loader