Signe: Mere arbejde til manden - saltvandsindtag flyttes

Der er ikke noget, der er så skidt, at det ikke er godt for noget.

Den første lørdag, efter vi var kommet på land, blev vi inviteret til en happy hour med de andre bådejere på værftet. Efter en kort præsentation af hinandens problemer, sagde en af bådejerne, at han var af den overbevisning, at alt sker af en årsag.

Efter en forklaring af, hvordan hans uheld i sidste ende ville gavne ham, sagde Henrik, at han bestemt gerne ville tilslutte sig den indstilling, hvis han blot kunne fortælle ham, hvad godt der ville komme ud af, at han havde et hul i sin båd, en gearkasse der ikke virkede og batterier, der ikke ville lades!

Det havde sejleren umiddelbart ikke noget svar på, og tre uger senere er vi ikke kommet et svar nærmere.

Til gengæld er der sjældent noget, der er så skidt, at det ikke er godt for noget, så nu hvor vi har fået båden på land og de indledende problemer lidt på afstand, har Henrik kastet sig over de opgaver under vandlinjen, som han længe har villet lave.

Bl.a. har han gerne villet flytte saltvandsindtaget til motoren, da det sidder i samme rum som al elektronikken, og han har også gerne villet flytte motor-udstødningen højere op på båden, da den efterhånden permanent er under vandet, når vi sejler.

Den oprindelige vandlinje har vi for længst opgivet. Sidst båden blev vejet havde vi 2,5 tons cruising-udstyr om bord!

Henrik siger indimellem, hvis jeg kommer hjem med en ny t-shirt, at så må jeg jo smide en gammel ud, men når det sker, nævner jeg fx kasserne med ekstra ledninger - så der er vist ingen udsigt til, at vi bliver væsentligt lettere i vandet lige foreløbig!

Nu har vi imidlertid forladt båden. Vi har sat håndværkerne i gang med at lappe hullet, selvom vi stadig ikke har klarhed over, hvilket forsikringsselskab der skal betale for reparationerne.

Vi kan ikke være på båden, når de sliber glasfiberen ned, men jeg må også indrømme, at en pause fra båden er kærkommen. Vi har allerede været der i tre uger, og selvom tiden er gået hurtigt, så er jeg virkelig ved at have fået nok.

Vi har flyttet alle ting fra fortrekanten ind midt i båden, hvor vi også sover, og oveni det har Henrik været i gang med flere projekter, så det hele er et stort rod.

Ind imellem har vi skullet passe på, ikke at blive uvenner over småting, og det er heldigvis stort set lykkedes. Men nu skal det blive godt med et par dages ferie, inden vi tager tilbage til en forhåbentlig intakt båd!

Signe

Tre uger i dette rod er mere end tilstrækkeligt!

Håndværkerne har fjernet træværket indvendigt, og hullet ser heldigvis begrænset ud.

I det vi har fået båden på land, har vi også fået mulighed for at inspicere vores Copper Coat bundmaling, som vi fik lagt på i England for halvandet år siden. Vi har mødt flere sejlere, der har været uheldige med deres Copper Coat – enten fordi grundmalingen ikke er blevet slebet tilstrækkeligt ned, inden Copper Coat blev påført, eller fordi det har for fugtigt i vejret, da det blev påført. Copper Coat USA fortalte os desuden på Annapolis Boat Show, at europæerne sjældent tager hensyn til de varmere havtemperaturer i Caribien, hvorfor bundmalingen ikke altid virker så godt i de varmere klimaer. Det kan dog løses ved at slibe overfladen yderligere, og hvis vi får tid, vil vi gøre det. Heldigvis ser vores bundmaling forholdsvis fornuftig ud.