Gå til hoved-indhold
Sejlklubber
Advokat Niels Bo Andersen, tv., har siden 2005 har været formand for Dansk Sejlunions Ordensudvalg.

Respekteret DS-dirigent blev kun 60 år

Formanden for Dansk Sejlunions Ordensudvalg og fast dirigent ved generalforsamlingen, advokat Niels Bo Andersen er efter længere tids sygdom død i en alder af blot 60 år.

Af Troels Lykke |

Dansk sejlsport har mistet en af sine markante personligheder. Advokat Niels Bo Andersen, der siden 2005 har været formand for Dansk Sejlunions Ordensudvalg og i samme periode har varetaget opgaven som højt værdsat dirigent ved Dansk Sejlunions generalforsamling er død efter længere tids sygdom.

Det skriver Dansk Sejlunion til bådpressen og på sejlsport.dk.

Niels Bo Andersen blev uddannet jurist fra Københavns Universitet i 1979 og indledte herefter sin erhvervskarriere hos Kammeradvokaten – fulgt op af en stilling som advokat og partner i Houe, Engel & Nielsen, senere LETT Advokatfirma.

I 2012 var han medstifter af Andersen Partners – en voksende advokatvirksomhed med omkring 100 medarbejdere fordelt på kontorer i Odense, København, Hamburg og på hovedsædet i Kolding.

Såvel i erhvervslivet som i fritidslivet var Niels Bo Andersen aktiv på mange fronter. Entusiastisk jæger, bridgespiller, skiløber, lancierdanser – og sejler. Sidstnævnte en interesse, han samlede op i studietiden og siden tog med sig, da han bosatte sig i Kolding og blev medlem af Kolding Sejlklub.

Hver sommer stod der sejlerferie på programmet. I familiens Comfortina 38 gik turene rundt i de indre danske farvande foruden til Østersøen eller til den svenske skærgård. 

Kolding Sejlklubs aktiviteter og støtteforeninger nød stor værdi af Niels Bo Andersens virke. Blandt meget andet var han eksempelvis med til at støtte op om OL-satsningen for Kolding Sejlklubs 49er-sejler Allan Nørregaard frem mod OL i 2012 – hvor Nørregaard sammen med Peter Lang sikrede en dansk bronzemedalje. 

Niels Bo Andersens navn blev foreslået, da Dansk Sejlunion i 2005 stod og manglede en dirigent til generalforsamlingen. Dirigentrollen var ham langt fra ukendt, og det stod klart fra begyndelsen, at sejlunionen her havde fået en person med ekstraordinære kompetencer ind på den vigtige dirigentpost – som han siden ikke fik lov at slippe.  

Det var også i 2005, at han sagde ja til at overtage posten som formand for Dansk Sejlunions Ordensudvalg. En tillidspost, som han varetog indtil for få uger siden.        

Niels Bo Andersen efterlader sig husturen Gunver samt de voksne børn Troels og Kirstine. 

Mindeord fra Hans Natorp
Dansk Sejlunions formand Hans Natorp udtaler i anledning af Niels Bo Andersens død:

”Det er med stor sorg, jeg har modtaget meddelelsen om Niels Bo Andersens alt for tidlige bortgang. Niels Bo har de seneste ti år med største dygtighed varetaget to væsentlige poster i Dansk Sejlunion som henholdsvis formand for Ordensudvalget og som dirigent ved Dansk Sejlunions generalforsamling.”

”Udadtil er det i rollen som dirigent, at de fleste vil kende Niels Bo Andersen. Med en naturlig autoritet, en dyb faglig indsigt og ikke mindst en aldrig svigtende underspillet lune havde han en enestående evne til at afvikle generalforsamlingen på en både myndig og samtidig afvæbnende måde. Med præcision kunne han konkludere på debatterne og bringe dagsordenen videre – gerne i følgeskab af en lun, ofte knastør, bemærkning, så den gode stemning blev holdt på sporet, selv når bølgerne nåede deres højeste.”

 ”I rollen som formand for Ordensudvalget kom Niels Bo Andersens juridiske baggrund til sin ret. Ordensvalgets sager er komplekse og i sagens natur præget af forskellige opfattelser. Ofte med mange følelser involveret. Det er et vanskeligt område at manøvrere i – men det formåede Niels Bo i kraft af sin grundige tilgang og sit skarpe blik for saglighed. Med rette var der stor respekt om Ordensudvalget under Niels Bo Andersens ledelse.”

 ”Mine tanker går til hustruen Gunver og de to voksne børn, der begge er gået juravejen som deres far. For dansk sejlsport er der med ét skabt et stort tomrum, som vi får svært ved at udfylde.”

”Æret være Niels Bo Andersens minde.”

content-loader
content-loader
content-loader