Gå til hoved-indhold
Kapsejlads
Fra venstre: Borgmester i Aarhus, Jacob Bundsgaard, præsidenten for ISAF Carlo Croce og rådmand for Kultur og Borgerservice Rabih Azad-Ahmad underskriver i dag i Aarhus ISAF-kontrakten. Foto: Troels Lykke

ISAF-underskrift i hus: 100 nationer til VM 2018

Det bliver et rekordernes VM, når Aarhusbugten i 2018 danner ramme om VM for samtlige olympiske bådklasser. Præsident for ISAF Carlo Croce, ven med Elvstrøm, er glad for Aarhus, siger han til minbaad.dk.

Af Troels Lykke |

”Det er en kæmpe begivenhed, der kommer til at præge byen og bugten. VM i sejlads placerer endnu engang Aarhus og Danmark blandt de bedste eventsteder. De mange deltagere og medrejsende vil skabe liv og stemning i byen og på vandet, og det bliver en enestående oplevelse for byens borgere og mange gæster,” lyder det samstemmende fra borgmester Jacob Bundsgaard og rådmand for Kultur og Borgerservice Rabih Azad-Ahmad, der sammen skrev under på kontrakten på vegne af de danske arrangører.

2018 ISAF Sailing World Championships arrangeres i et samarbejde mellem det internationale sejlsportsforbund ISAF, Dansk Sejlunion, Sailing Aarhus, Sport Event Denmark og Aarhus Kommune. Parterne har en fælles ambition om at sikre, at arrangementet bliver det største VM i olympiske sejlsportsklasser nogensinde. 

Italiensk præsident er begejstret for byen

Præsidenten for ISAF Carlo Croce siger:

”ISAF Sailing World Championships er et af vores absolutte højdepunkter og er en meget kompliceret event at arrangere og afvikle. Man kan ikke bare gøre det selv. De danske arrangører er højt kompetente, og vi oplever, at de er et stærkt sammentømret team. Aarhus har en fantastisk historie inden for sejlads og har store muligheder fremadrettet. Vi er meget glade for placeringen af VM i Aarhus i 2018. ISAF arbejder for at gøre sejlads verdensomspændende, og det bliver fantastisk for sporten med 100 deltagende nationer og op mod 1.600 konkurrerende sejlere på Aarhus Bugten.”

Han suppleres af Direktør i Sport Event Denmark, Lars Lundov:

”VM i samtlige olympiske sejlsportsklasser stævner mod Danmark i 2018, og vi har sat alle sejl til allerede nu sammen med Aarhus og Dansk Sejlunion for at sætte nye standarder for eventen,” siger Lars Lundov, direktør, Sport Event Denmark.

Målet er at sætte ny deltagerrekord med op mod 100 deltagende nationer. VM skal tiltrække publikum fra ind- og udland og sætte helt nye standarder for både sejlere og publikum. VM i 2018 skal bringe sejlere og publikum tættere sammen og formidle begejstring både til vands og til lands.

ISAF Sailing World Championships afvikles hvert fjerde år og er det absolute største stævne, hvor samtlige 10 olympiske bådklasser deltager. Aarhusbugten bliver stedet, hvor fordelingen af nationspladser til OL bliver indledt. Det bliver her, at drømmen om OL-medaljer i Tokyo 2020 begynder for sejlsportens største stjerner. Som noget helt nyt er også kitesurfing på VM-programmet.

Danmark har i årtier hørt til blandt verdens bedste sejlsportsnationer. Et stort antal vundne VM- og OL-medaljer gennem tiden vidner om sejlsport som en idræt, hvor danske sejlere gang på gang formår at levere toppræstationer, når det gælder. Så det er helt naturligt, at de danske sejlere glæder sig til at konkurrere på hjemmebane.

DS-formand: Sejlere vil træne i Aarhus

”ISAF VM vil én gang for alle gøre Aarhus til et internationalt brand i sejlsport. Fra det øjeblik OL-flammen i Rio bliver slukket i 2016, vil alverdens sejlsportsnationer begynde at rette blikket mod Aarhus. Over de næste to år vil der komme en lind og hele tiden tiltagende strøm af sejlere og trænere til Aarhus for at lære VM-vandet at kende. Men ingen kender Aarhusbugten bedre end de danske sejlere, og vi ser frem til at vise vores kunnen frem for hjemmepublikum,” siger formand for Dansk Sejlunion, Hans Natorp.

Ambitionen er, at VM i 2018 på flere måder skal være større end det seneste VM i spanske Santander.

I Santander deltog 1.167 sejlere fra 82 nationer. Området for finalesejladserne blev besøgt af 285.000 personer, og begivenheden blev dækket af 196 journalister. De lokale myndigheder vurderer, at den økonomiske effekt af VM var i omegnen af 275 millioner kroner (37,18 millioner Euro)

VM 2018 er en klar vindersejr til sejlsporten i Aarhusbugten. Eventen vil én gang for alle sætte Aarhus på “verdenssøkortet”, og Sailing Aarhus er klar med et stærkt og erfarent mandskab,” siger formand for Sailing Aarhus, Mette Rostgaard Evald.

2018 ISAF Sailing World Championships skydes i gang i august 2018.
Næstefter OL er dette ISAF VM den største og vigtigste begivenhed for de olympiske bådklasser. ISAF VM afvikles hvert fjerde år - i de lige år mellem Olympiske Lege - seneste ISAF VM fandt sted i efteråret 2014 i Santander, Spanien. Alle øvrige år er VM spredt ud som separate stævner hos de enkelte bådklasser. 

Fakta om VM i Santander 2014

1.167 sejlere
554 både
82 deltagerlande
150 officials
550 frivillige
196 journalister
En turismevækst på 29,7 %
Medieomtale for cirka 9,35 millioner Euro
Omsætning på 37.18 millioner Euro

Der bliver brugt op mod 45 mio. kroner på ISAF-VM 2018. Det lyder budgettet på, fortæller direktør i Sailing Aarhus, Thomas Capitani, nr. to fra højre.

Præsidenten for ISAF Carlo Croce, 69, fra Italien, hører til blandt de tungere drenge i international sejlsport. Han er rigtige gode venner med Paul Elvstrøm, som han skal besøge i morgen i Hellerup. Han kender ham fra OL i 1972 og 1976, da Croce sejlede FD. Han er også tidligere chef for Luna Rossa i Valencia i 2007 i America's Cup. - Jeg er begejstret for Paul Elvstrøm fordi han er anti-konform. Jeg spurgte ham for et par år siden om hvad han syntes om ISAF. Så holdte han en pause på 20 sekunder og svarede: Nedlæg det, siger Croce til minbaad.dk og griner. Foto: Troels Lykke

content-loader
content-loader
content-loader